Fortsæt til indhold

Colibakterier i vandet: Her fraråder kommune al badning

Al badning i Esrum Sø ved Nødebo frarådes af Hillerød Kommune efter fund af colibakterier i vandet.

Samfund
jwh

De mange dage med regn har ført til, at kloakvand er endt i Esrum Sø ved Nødebo, hvilket har resulteret i, at der er fundet for mange colibakterier i vandet. Det oplyser Hillerød Kommune på sin Facebook-side og fraråder samtidig al badning i søen, før vandkvaliteten igen er god nok.

»Vi sætter skilte op ved søen i dag, fredag. Og måler løbende vandkvaliteten. Så snart den er god nok igen, melder vi det ud,« lød beskeden fredag på Hillerød Kommunens Facebook-side.

Ifølge TV2 Lorry kommer udmeldingen fra Hillerød Kommune samtidig med, at flere strande langs den nordsjællandske kyst har valgt at hejse det røde flag, som betyder, at badning også der frarådes. Alle steder gælder det ifølge TV2 Lorry, at vandet kan være sundhedsskadeligt at bade i.