Fortsæt til indhold

Mindeord: Kurt Westergaard var en usædvanlig helteskikkelse

Samfund
Jacob BundsgaardBorgmester, Aarhus Kommune

Ved tegneren Kurt Westergaards død tager Aarhus afsked med en stor personlighed og en usædvanlig helteskikkelse, der udviste beundringsværdigt mod, styrke og ukuelighed i forbindelse med sagen om Muhammed-tegningerne. Han gjorde sin hjemby stor ære, da han trods mordforsøg på ham og talrige trusler holdt hovedet højt i kampen for sin og andres ytringsfrihed.

Kurt Westergaard var blandt de kunstnere, som bidrog til Jyllands-Postens internationalt omstridte offentliggørelse af Muhammed-tegninger i 2005. Inden da havde Kurt Westergaard, som oprindeligt var uddannet lærer, i mange år levet et stille og fredeligt liv som anerkendt bladtegner på avisen. Men ”Muhammed-sagen” var en skelsættende begivenhed og var i høj grad med til at definere hans otium i Aarhus. Han og hans hustru Gitte fastholdt ønsket om at leve et helt normalt liv og udøve deres ytringsfrihed, selv om det havde store omkostninger i form af omfattende sikkerhedsforanstaltninger og PET-livvagter døgnet rundt.

Hvilke farlige, fanatiske kræfter, der var på spil, stod klart i januar 2010, da en øksebevæbnet mand en sen aften smadrede en rude og skaffede sig adgang til rækkehuset i Viby og forsøgte at dræbe den berømte tegner. Drabsforsøget kom som et chok – fordi dramaet trods alt fandt sted i en helt almindelig forstad til Aarhus, fordi vi kendte Kurt Westergaard som en elskelig og fredelig mand i bybilledet – men især fordi et attentat på ham, om det var lykkedes, ville være en infam terrorhandling og et katastrofalt nederlag for vores ytringsfrihed og dermed det danske demokrati.

Attentatforsøget i Viby var en skelsættende begivenhed i den moderne Danmarks-historie, og Kurt Westergaards store mod og hans betydning for ytringsfriheden skal ikke mindst ses i det perspektiv.

Æret være hans minde.