Nu kan man melde sig som udstiller på Ebelfestival
Der bliver Ebelfestival i efterårsferien igen i år.
Efterårsferien i Ebeltoft kommer igen til at stå i æblernes tegn. Ebelfestival er tilbage lige som i de gode gamle dage, før coronaen lukkede landet i 2020.
I 2019 rykkede festivalen fra festpladsen og ud i bybilledet med aktiviteter, telte, boder etc. Det blev en succes, og derfor gentages det i år, fortæller formand Palle Erik Rasmussen i en pressemeddelelse.
Der vil være mulighed for at leje en stand på et af byens torve, og udstillere med spændende produkter eller lækker food kan allerede nu tilmelde sig. Det kan ske på Ebelfestivals hjemmeside, og fordeling af pladserne vil ske efter først-til-mølle-princippet.
Mere kunst og underholdning
De bærende elementer i Ebelfestival vil fortsat være æbler, stader med kunst og håndværk samt street-food. Der vil samtidig ske en kraftig forøgelse af de kunstneriske og underholdende aktiviteter.
Efterhånden som programmet bliver udarbejdet med musik og events bliver det lagt ud på Ebelfestivals hjemmeside. Der vil være teater for børn og forskellige events for voksne. En af de nye aktiviteter i år er Molboer, som fortæller molbohistorier.
Idéen med at flytte Ebelfestival fra festpladsen og ind i byens rum er at udvikle Ebelfestival i mindre enheder placeret i byens særlige miljøer.
»De besøgende får på denne måde glæde af byens historiske bygninger og gader,« siger formanden Palle Erik Rasmussen.
Der er fri entre til alle udendørs aktiviteter og stader, og der forventes som tidligere 50 – 70.000 gæster.
Efterårsferien er 16. – 23. oktober.