Fortsæt til indhold

Danske boligpriser på utrolig himmelflugt under corona-krisen: Næsthøjeste stigning i hele EU

I EU har kun Luxembourg haft større boligprisstigninger end Danmark, hvor priserne er steget 15,3 procent.

Samfund
kb

Ud af samtlige 27 EU-lande er Danmark det land, hvor boligpriserne er steget næstmest i løbet af coronakrisen, oplyser Danmarks Statistik i en opgørelse, der bygger på de seneste tal fra det internationale boligprisindeks House Prices Indeks (HPI).

I Danmark er boligpriserne steget med 15,3 procent fra første kvartal 2020 til første kvartal 2021.

Det er mere end det dobbelte sammenlignet med gennemsnittet for de 27 EU-lande, hvor priserne i samme periode er steget med 6,1 procent.

»Lande, som vi normalt sammenligner os med, havde mindre stigninger end Danmark. For eksempel steg boligpriserne i Sverige med 7,2 procent i perioden, mens Norge havde stigninger på 9,7 procent, siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.

Kun Luxembourg har haft større prisstigninger end Danmark i perioden. Her er priserne steget hele 17 procent.