Fortsæt til indhold

Bagermester er forsvundet - som sunket i jorden: 15 måbende ansatte står tilbage uden løn

Bageriet Mums på Holbækvej i Roskilde er lukket, og indehaveren er forsvundet - i 2009 blev Sonny Leithoff erklæret konkurs med et bageri i Nyråd ved Vordingborg, hvor medarbejderne også stod undrende tilbage.

Samfund
kb

Bageren Sonny Leithoff, indehaver af bageriet og konditoriet Mums på Holbækvej i Roskilde, er forsvundet.

Og tilbage står de op mod 15 ansatte og undrer sig - deres arbejdsplads er lukket, og de har ikke fået udbetalt løn, skriver Dagbladet Roskilde/Sn.dk.

»Først fik vi at vide, at lønnen var forsinket, så ville han holde butikken ferielukket i 14 dage. Siden da har det været helt umuligt at få ham i tale, og vi har stadig ikke set vores løn,« siger Magnus Johansen, som er en af de ansatte, til Sn.dk.

Og Sonny Leithoff er som sunket i jorden.

I 2009 blev Sonny Leithoff erklæret konkurs med et bageri i Nyråd ved Vordingborg, hvor medarbejderne også stod undrende tilbage.