Præsteklumme: Provokerende ordsprog

For noget tid siden stødte jeg på et kinesisk ordsprog: »Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.«

Ordsproget provokerede mig. Skulle jeg ændre retning? Var jeg ved at ende et forkert sted? I så fald: hvor? Og kunne jeg i stedet ende et andet sted? Jeg blev mildest talt lidt stresset over ordsproget, og det rumsterede i mit hoved.

Lige indtil jeg ændrede retning og læste det på en ny måde.

Måske kan vi slet ikke lade være med at ændre retning i vores liv? Intet forbliver det samme hele livet igennem, og deri ligger også et håb. Og måske er det sådan, at vi skal vælge, om vi vil kæmpe imod de forandringer, der kommer, eller om vi vil gå dem åbent i møde? Ordsproget siger på den måde, at livet vil os noget, og at vi skal holde os åben over for, hvad det kan være.

Men hvad nu hvis vi ikke selv kan ændre retning? Hvis vi ikke har kræfterne til selv at gøre noget ved det?

Sådan har jeg haft det et par gange i mit liv. Der har været tider, hvor jeg har haft brug for at ændre retning, men ikke selv været i stand til at få det til at ske.

I sådanne tilfælde har vi brug for andre omkring os. Nogen som ser os. Nogen som løfter og bærer os derhen, hvor retningen tages op til genovervejelse og håbet fornys. Et sted hvor der lukkes op for det, der tynger os, og lukkes op, så det nye kan ramme os.

Er der nogen, der har båret dig til det sted? Og har du været – og kan du være – den, der bærer en anden?