Kærlighed ved første blik: Det sagde »BANG« med det samme
Kærligheden kan også blomstre blandt seniorerne. Det ved de i genbrugsbutikken
Klostergadecentret har egen genbrugsbutik. Den hedder Genbrugsbutikken Ting og tøj. Her afleverer medlemmer deres bedste aflagte tøj. Alle kan komme ind og købe det, og bliver tøjet solgt indenfor to måneder, så får medlemmerne 80 procent af prisen, og centret får 20 procent.
Frivillige passer på skift butikken. Den torsdag, hvor vi er på besøg, er det Grete Bak og Birthe Brandie. De to kvinder har en helt konkret arbejdsopdeling. Birthe, som er skrædderuddannet, tager imod tøjet og snakker om pris med medlemmerne. Grete hænger op og sætter på plads.
»Vi bruger også selv de muligheder, der er i Klostergadecentret. Jeg går til yoga om fredagen. Det er så godt, for jeg har psoriasisgigt, og jeg behøver ikke tage medicin for det, når jeg går til yoga,« fortæller Birthe.
Grete er medlem af bestyrelsen i centret, og så kommer hun, når der er seniordans.
Prisforhandling
Ind ad døren kommer Dorith, som også er medlem. Hun har en taske med tøj foldet pænt sammen.
»Nå, så skal vi have gang i prisforhandling« siger Birthe og tager imod den røde, næsten ubrugte læderjakke, som Dorith rækker hende.
De bliver enige om 450 kroner. De næste trøjer, t-shirts og kjoler bliver de også enige om. Dog forhøjer Birthe lige priserne en smule indimellem i forhold til Doriths eget prisforslag.
»Nej, ved du hvad. Den er da bare sød den her kjole. Den siger vi 100 kroner for,« siger hun, efter Dorith har foreslået 75 kroner.
Snakken går, og den falder på kærlighed. Birthe har nemlig fundet den i Klostergadecentret.
Kærlighed og to gange BANG
»Jeg blev gift, da jeg var 18 år. Det var ægte kærlighed. Det var ikke fordi, jeg var gravid. Det holdt i 50 dejlige år,« fortæller hun.
Efter mandens død, så fik en kær veninde Birthe med på Klostergadecentret til seniordans.
»Jeg tænkte, nej, jeg gider ikke. Jeg skal ikke have flere mænner,« fortæller hun på klingende aarhusiansk.
Men hun gik alligevel med til dans på Klostergadecentret.
»Så var jeg ikke andet end kommet indenfor døren, så sagde det bare BANG,« siger hun og klapper hænderne sammen.
Det var Sven-Erik, der stod dér, og var årsagen til banget.
Det sagde også BANG, da hun mødte sin første mand som 18-årig. Dengang fik han sparket en tagsten ned foran hende, og da så de kiggede på hinanden, så var det, at det sagde BANG første gang.
»Ja og så blev I gift efter otte dage,« supplerer Grete historien.
Birthe og Sven-Erik har været sammen lige siden, det sagde bang i Klostergadecentret. Det er seks år siden nu.
Butikken er flyttet
Der er hyggeligt i den lille genbrugsbutik, hvor man finder meget fint tøj til billige penge. Doriths røde skindjakke hører til i den dyre ende.
Genbrugsbutikken har tidligere ligget i kælderen på Klostergade. Nu er den flyttet ind i et mindre, meget lyst lokale.
Birthe og Grete er enige om, at det er meget bedre end før.
Dans på centret
Der er seniordans den første lørdag i hver måned. Undtaget juli måned, for dér er der ferielukket. Det er Seniorcaféen, der arrangerer det, og næste fest er lørdag 4. september.
Der er festugefest - det foregår i Blå Sal. Man kan deltage både som medlem og ikke-medlem af centret. Tilmelding sker på telefon 42440508. Se mere på seniorcafeen.dk.
Vi kan desværre ikke garantere bang-effekt, som Birthe og Sven-Erik oplevede.