Fortsæt til indhold

Bliv tryg ved køerne

Er du nervøs for at gå forbi en ko? Nationalpark Mols Bjerge inviterer til undervisning i naturen om sikker færdsel blandt naturplejedyr.

Samfund

De fleste af os er ikke vokset op på landet blandt køer og heste – og de store dyr kan virke skræmmende, når vi skal forbi dem i naturen på stier gennem hegnede arealer.

Nu inviterer Nationalpark Mols Bjerge på tur mellem græsseende naturplejedyr med det formål at hjælpe alle interesserede til at blive klogere på, hvordan man færdes trygt og sikkert i foldene.

Det foregår i Mols Bjerge dels onsdag 1. september kl. 16-18 på naturarealer i Basballe fra p-pladsen Mols Bjerge Vej 8, dels onsdag 22. september kl. 16-18 på naturarealer i Agri fra p-pladsen ved Agri Bavnehøj.

Det er nødvendigt at tilmelde sig ved at sende en mail til thosp@danmarksnationalparker.dk senest kl. 12 på dagen og angive sit navn, og hvilken tur man gerne vil deltage i.

Koen er på arbejde

Helårsgræsning vedligeholder blomsterrige overdrev til gavn for biodiversiteten, og de to ture går netop ud blandt kvæg og heste på nogle af de smukke overdrev i Nationalpark Mols Bjerge. På gåturen vil Marianne Norup fra Seges fortælle om dyrenes adfærd og demonstrere, hvordan man sikkert kan færdes mellem store græssere.

Man kan også møde dyreholder John Højager, der på turen fortæller om det særlige Dexterkvæg og dets egnethed i naturplejen.

Herudover vil repræsentanter fra Københavns Universitet og nationalparken deltage og svare på spørgsmål om biodiversitet, naturpleje og arbejdet med at sikre gode rammer for friluftslivet i Mols Bjerge.