Fortsæt til indhold

3.200 manglede løn og udbetalinger en dags tid

Teknisk fejl gav manglende løn hos kommunalt ansatte og folk på overførselsindkomst i Syddjurs Kommune.

Samfund

En fejlen hos kommunens hovedbank i forbindelse med en større teknisk omlægning af den digitale kommunikation betød tirsdag i sidste uge, at op til 3.200 kommunalt ansatte og en del borgere på overførselsesindkomster ikke fik deres penge udbetalt før sent samme dag.

I samarbejde med kommunens bank blev der gennemført straksoverførsler, der slog igennem i løbet af tirsdagen.

»Alle udbetalinger af løn til medarbejdere og ydelser til borgere er nu til rådighed inden for den næste times tid på de respektive ansatte og borgeres NemKonto, lød det klokken 18.19 tirsdag 31. august på kommunens hjemmeside.

Kommunen beklager

»Jeg vil gerne igen beklage over for de berørte medarbejdere og borgere, som har oplevet en meget beklagelig forsinkelse i dag (i tirsdags, red.) på udbetaling af henholdsvis løn og ydelser fra kommunen. En teknisk omlægning hos vores bankforbindelse har forårsaget en uventet fejl, som banken nu har rettet og dermed sikret at overførslerne er blevet gennemført sidst på dagen i dag. Vi forventer at alle udbetalingerne er gennemført inden for den næste times tid. Det betyder, at de forsinkede udbetalinger er til rådighed inden for samme bankdag, som de oprindelig skulle have været til rådighed,« lyder det fra kommunens stabschef Thomas Møller Palner.

Den forsinkede udbetaling og de konkrete fejl vil nu blive evalueret indgående sammen med bl.a. relevante leverandører med henblik på at tilsikre at fejlhændelsen ikke opstår igen, lyder det fra kommunen.

Der blev arbejdet hårdt på at få afklaret det tekniske problem i samarbejde med blandt andet Nets, Silkeborg Data, KMD og Djurslands Bank.

Nyt it-system

Det var borgere på tværs af ydelsesmålgrupper der blev ramt af udfordringer med udbetalingen af deres ydelser. Udbetalinger fra Udbetaling Danmark, såsom førtidspensioner, blev ikke ramt. Kun udbetalinger fra Syddjurs Kommune var påvirket.

»Vores it-system er nyt, men vi har kørt med det her i 2021 og bortset fra et par nødvendige ændringer i begyndelsen, så har der ikke været problemer. Vi kan også se, at alle kommunens løndata ligger klar og er sendt rettidigt,« fortalte kommunaldirektør Rasmus Møller til Adresseavisen Syddjurs, da vi spurgte til fejlen tidligt om tirsdagen.

Han ærgrer sig over fejlen.

»Det er ganske alvorligt og et skrækscenarie, at vores ansatte og borgerne ikke får deres løn til tiden. Vi ved selvfølgelig godt, at de ansatte også har regninger og forpligtelser der skal betales i den anden ende.«