Præsteklumme: Hakuna Matata!
Sådan går familiens barnebarn nr. 3 rundt og synger i øjeblikket! Det gør hun, fordi hun har fået øjnene op for Disneys fantastiske verden og ikke mindst for Timon og Pumba fra Løvernes Konge.
For er der noget Disney kan, så er det er gøre dyrenes verden menneskelig for os. Så vi kan føle med en lille løveunge eller med Bambi på isen.
Men nu er Hakuna Matata faktisk swahili og det betyder ”ingen bekymringer!” Og på søndag handler evangeliet om bekymringer.
Det i grunden et temmelig provokerende spørgsmål, når Jesus på søndag spørger: Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? For jeg vil vove den påstand, at der ofte ligger en god portion kærlighed bag vores bekymringer. Helt grundlæggende, fordi vi er bange for at miste dem, der er det allervigtigste for os.
For vi er jo hverken løveunger eller bambier, men netop mennesker, der er skabt med evnen til at tænke både frem og tilbage i tiden. Og netop fordi vi er skabt med den evne kan INGEN af os kan sige os fri for bekymringer.
Vi er skabt til at glæde os over de mennesker, som vi er sat iblandt – de er ganske vist sommetider egoistiske og besværlige, ligesom os - og alligevel vil vi ikke undvære dem.
Alligevel ved vi godt, at bekymringer har det med at fordreje virkeligheden for os. Så vi kommer til at fokusere ensidigt på det, der bekymrer os, velvidende at ingen af os kan lægge så meget som én dag til vores liv ved at bekymre os. Så måske kunne det være gavnligt at flytte vores fokus fra bekymringerne til glæderne.
For det modsatte af bekymring er nemlig ikke ligegyldighed eller mangel på kærlighed. Vi ved alle sammen, at vi skal forholde os til problemer, når vi står overfor dem.
Bekymring er derimod noget andet. Bekymring er et tankespind der dræber glæden. Bekymring er et selvbedrag, et forsøg på at bilde os selv ind, at vi kan helgardere os mod tilværelsen allermørkeste sider.
Nu ved vi selvfølgelig alle sammen godt, at man ikke bare sådan kan beslutte sig for at føle glæde. Glæden er altid en slags bivirkning. En følge af noget vi ser, hører, oplever eller sanser. Glæden kommer aldrig på kommando. Men vi skal beslutte os for at tro på, at vi er værdige til at glædes, for sådan har Gud skabt os.
Vi er skabt til at glæde os over de mennesker, som vi er sat iblandt – de er ganske vist sommetider egoistiske og besværlige, ligesom os - og alligevel vil vi ikke undvære dem. Og så skulle vi måske også turde at vælte noget af al vores bekymring over på Gud i troen på, at han bærer med på os alle, nu og i al evighed, så vi i alvor kan udbryde et: Hakuna Matata!