Fortsæt til indhold

Earthbound Symposium blander festival, forelæsninger og klimakamp

Earthbound Symposium er et tre dages arrangement, hvor videnskaben og scenekunsten sammen udforsker forholdet mellem menneske og natur i klimakrisens tid.

Samfund

Scenekunst og videnskab. To verdener der for mange kan virke vidt forskellige, støder i næste uge sammen på Mols og i Aarhus, i kampen for en grønnere fremtid. Over tre dage diskutteres klodens tilstand til arrangementet Earthbound Symposium en slags halv festival, halv konference. Publikum vil opleve alt fra forelæsninger, teater, dans og musik til gåture, sang, debatter og workshops. Ifølge arrangøren bag er det netop publikum, der er omdrejningspunktet i løbet af de tre dage.

»Folk der deltager i arrangementet, vil i hvert fald få nogle nye perspektiver på, hvordan forskellige specifikke områder af planeten har det.«
Christine Fentz, Scenekunstner og kunstnerisk leder af performanceteatret Secret Hotel, der står bag Earthbound Symposium.

»Noget af det vi gør, er at arbejde med formaterne. Det er ikke en traditionel måde at lave symposium eller konference på. Vi inddrager i langt højere grad deltagerne, så de er med til at skabe de forskellige scenekunstoplevelser,« fortæller Christine Fentz, Scenekunstner og kunstnerisk leder af performanceteatret Secret Hotel, der står bag Earthbound Symposium.

»Arrangementet er for alle. Kunstnere, akademikere og alle mulige andre slags borgere, der er interesserede i, hvordan kloden har det,« siger hun.

Forelæsninger på hjul

I løbet af de tre dage er det klodens tilstand, der er i fokus. Earthbound Symposium ønsker at udfordre både den epoke, vi lever i, men også hvordan vi forstår den.

»Folk der deltager i arrangementet, vil i hvert fald få nogle nye perspektiver på, hvordan forskellige specifikke områder af planeten har det. Vi har for eksempel en myreforsker, der arbejder i Ecuador, men bor i tyskland. Vi har en fransk, kunstnerisk forsker som arbejder sammen med en naturvidenskabelig forsker om planters evne til at opfatte tyngdekraft og lysretning,« siger Christine Fentz.

»Der vil være forelæsninger på bussen. Her kan man blandt andet høre om, hvordan design kan være med til at ændre klodens fremtid.«
Christine Fentz, Scenekunstner og kunstnerisk leder af performanceteatret Secret Hotel, der står bag Earthbound Symposium.

»Man vil få en hel masse spændende inspiration, uanset hvad ens dagligdag ellers handler om, og man vil kunne få det på en anden måde end, hvis man tog til en festival eller et traditionelt symposium, hvor folk snakker.«

Earthbound Symposium er en dag i Århus og tre dage på Mols. Begge lokationer tilbyder dog noget forskelligt. Derfor er det også muligt at komme med bus fra Århus til Mols. Denne tur er også en del af oplevelsen.

»Der vil være forelæsninger på bussen. Her kan man blandt andet høre om, hvordan design kan være med til at ændre klodens fremtid. Vi synes jo, det er en tre dages lang rejse, så vi håber så mange som muligt vil være med i hele forløbet,« siger Christine Fentz.

Spis som en bladlus

Starter man i Århus, vil man, eksempelvis, kunne opleve det såkaldte ’iscenesatte måltid’. Her får deltagerne forskellige opgaver.

»Nogle kommer til at få myrens opgave, andre kommer til at være bladlus. Det betyder, at der simpelthen bare er et regelsæt for, hvordan man spiser,« fortæller Christine Fentz.

Hun beskriver det som en slags selskabsleg, ligesom stoledans, bare med mad, der selvfølgelig består af lokalt producerede råvarer.

»Det er en måde at kombinere et brætspil i stor stil med et måltid. Ved aktivt at kigge på, hvordan forskellige arter på kloden lever. Deres interaktion, deres måde at sanse på og så videre.«

Christine Fentz påpeger, at det selvfølgelig kun er noget man kan lege eller gætte sig frem til, men at tanken er, at det kan give deltagerne nogle nye perspektiver på klodens tilstand og forholdene mellem de mange væsener, der deler planeten.

»Idéen med alt dette er at tænke på tværs af fagområder, så kan vi blande gammel viden med nye løsninger på nogle af de vanvittige problemer, vi har sat os selv i. Det gør vi så i en ramme, der er glædesfyldt. Vi bruger simpelthen teater og viden til at skabe gode stemninger.«

Earthbound Symposium finder sted fra d. 15.-17. september på Bora Bora i Aarhus, Rødegaard i Knebel og Earthwise Residency i Bogens.