Frimærke- og møntsamlerne har længtes efter den store byttedag
Pavillonen lægger lokaler til et dyk ned i historien 19. september, når der byttes mønter og frimærker.
De lægger ikke skjul på, at de har længtes efter et af årets hobby-højdepunkter.
Preben Skaarup og John Andersen begge kasserer i henholdsvis Djurslands Møntforening og Grenaa og Omegns Frimærkeklub er begyndt at se frem imod søndag 19. september, hvor lokalerne i Pavillonen igen fyldes op med mennesker fra hele landet, som deler interessen for frimærker og mønter.
Her afvikles den store byttedag endelig, efter den sidste år måtte aflyses på grund af corona.
Lidelsesfæller mødes
Antallet af filatelister og numismatikere er ikke ligefrem stigende, og netop derfor betyder det ekstra meget, at det igen kan lade sig gøre at mødes med andre mennesker, der deler interessen for frimærker og mønter.
»Der udgives jo ikke så mange nye frimærker længere, og betaling med mønter bliver også mindre og mindre, så det er et meget spændende kig tilbage i historien, når vi mødes. Vi er nok en uddøende race, og derfor har vi virkelig savnet det sociale i at mødes med lidelsesfællerne,« fortæller Preben Skaarup.
Mødes med glæde
Det seneste halvandet år har da også været ganske vanskeligt i foreningerne. I begge foreninger er medlemmerne et godt stykke op i årene, og det har været ganske hårdt for særligt de ældste, fortæller John Andersen.
»Vi plejer at mødes hver 14. dag, men vi har ikke kunnet holde møderne på grund af corona. Det har nærmest været som at tage det sidste fra nogle medlemmer, så vi glæder os virkelig meget over, at vi igen kan holde møder og arrangementer,« siger John Andersen.
Byttedagen søndag 19. september afvikles fra klokken 9.30-15. Her fyldes der godt op på bordene i lokalerne Store og Lille Momme, hvor der er mulighed for at bytte og købe sig til det, der mangler i samlingen.
Det er 29. gang arrangementet holdes, og det plejer at tiltrække frimærke- og møntsamlere fra hele landet.