Fortsæt til indhold

Ud i naturen med Allingåbro Spejderne

Samfund

Der venter tre timers sjove oplevelser ude i det fri, når KFUM Spejderne i Allingåbro inviterer hele familien på Naturløbet søndag 12. september.

Det sker i samarbejde med jem & fix og er en landsdækkende event hen over efteråret.

»Vi skal sammen løse en masse sjove opgaver undervejs i naturen og alle får en gratis goodiebag med byggematerialer til at bygge sin egen gør det selv-figur,« fortæller gruppeleder Lissa Pedersen fra Allingåbro Spejderne.

Naturløbet består af en række poster med sjove opgaver, som skal løses på bedste spejdermanér.

Naturløbet indeholder alt fra sjove og anderledes fakta til kløgtige og kreative aktiviteter - alt sammen med udgangspunkt i det danske efterår.

Man kan gå fra den ene post til den næste, eller tage en post eller to pr. tur. Det er helt op til den enkelte.

I Allingåbro skydes Naturløbet i gang med en kick-off-event 12. september fra klokken 11 til 14.

Her vil KFUM Spejderne stå klar til at uddele goodiebags og sende alle godt afsted på løbet.

Man kan hente sin goodiebag 12. september så længe lager haves ved spejderhuset hos Allingåbro Gruppen.

Goodiebagen er ikke en nødvendighed for at deltage i Naturløbet.