Vi bygger huse som aldrig før
En god privatøkonomi og lav rente har fået danskerne til at bygge nye huse i rasende fart.
De har travlt hos de danske husfirmaer. Rigtig travlt. Det har køkkenfirmaerne og håndværkerne også. For danskerne har både pengepung og privatøkonomi til at bygge nyt og sætte i stand, og i en tid med fordelagtige lånemuligheder og lav rente er tidspunktet for nybyggeri godt. Og det udnytter danskerne.
Derudover har vi haft god tid til at gå og kigge på vores hjem og se muligheder for forbedringer og ønsker om ændringer. Og det har altså også fået os til at bygge nye huse. 2020 var på niveau med eller endnu bedre end 2019 for mange danske husfirmaer.
I modsætning til under finanskrisen, hvor de samlede danske bygge- og anlægsinvesteringer faldt med hele 18 procent efterfølgende, så ventes de at vokse med godt 4 og en halv procent i 2021.
At der er blevet handlet, renoveret og bygget flere nye boliger, vil ifølge Dansk Industri give en forventet stigning i byggebeskæftigelsen på i alt cirka 2.500 medarbejdere i 2021.
At branchen og dermed vores renoveringsprojekter og nybyggerier ikke har været så hårdt ramt under nedlukning og krise, skyldes blandt andet, at branchen ikke har været pålagt restriktioner på samme måde som andre dele af erhvervslivet. I private hjem og på langt de fleste byggepladser har arbejdet kunnet fortsætte som hidtil med nogle forholdsregler.
Samtidig har det meget lave renteniveau og stigende boligpriser øget friværdien for mange boligejere, som har brugt pengene på boligforbedringer.