Kolind Handelsstandsforening: Glæde over by i udvikling
Nyvalgt bestyrelse glæder sig over, at Kolinds handelsliv blomstrer, på trods af hårde Covid-19-måneder.
Der er stille optimisme at spore i Kolinds handelsliv, når du kigger på referatet af generalforsamlingen Kolind Handelsstandsforening.
»Selv om der har været Covid-19 er Kolind en by i udvikling, og det så vi blandt andet med slagteren, som valgte at flytte til nye og flotte lokaler, Gourmet Pinsa Pizza, overdragelse af maskinforretningen Marius Nielsen til en ny ejer, Mols Chokolade og en landbrugsservice som ekspanderer kraftigt,« sagde formand Vita Larsen, der i øvrigt blev genvalgt.
»I løbet af sommeren oplevede vi flere turister i byen end tidligere år,« glædede hun sig over, mens der også var glæde at spore over, at Kolind igen har fået bager i byen.
Udfordrende Covid-19
Generalforsamlingen blev afholdt 30. juni 2021. Det skulle have været afholdt i februar. Men har været aflyst på grund af forbuddene, der skulle tøjle Covid-19.
Alle fremmødte medlemmer blev hørt om deres udfordringer angående Covid-19. »Heldigvis er det gået godt for alle, og nogen havde fundet alternative metoder at drive forretning på, `click an collect` hvilket er rigtig fint,« konstaterede Vita Larsen.
Kolind Handelsstandsforening har nedsat en gruppe bestående af Mette Nielsen fra Frisør Gro og Joan Lang fra Lang & Lang. Projektet går ud på at få produceret en lille æske til tilflyttere med ’Velkommen til Kolind’, med kort over byen og området, Kløverstien og alle de erhvervsdrivende der ønsker at være på `postkort` som skal ligge i æsken.
På generalforsamlingen blev det bragt op, om handelsstandsforeningen og borgerforeningen kan slås sammen, da borgerforeningen mangler bestyrelsesmedlemmer, men det var der ikke stemning for.