Husk du er døbt!
Det siges, at Martin Luther havde en lille seddel liggende på sit skrivebord med ordene: Husk du er døbt!
Det er tankevækkende, at der ikke stod, husk du er kristen, eller husk du tror på Gud. Men det gjorde der ikke, fordi Luther vidste, at tro er ikke noget, vi har mere eller mindre af og slet ikke er noget, vi kan mønstre og mestre selv.
Troen er, som livet er det, noget vi har fået og får skænket i kirkens sakramenter, dåb og nadver. Når vi holder dåb, synger vi ofte i en af de nyere dåbssalmer: ”Det som sker i dåben gør os trygge”.
Dåbens løfte er, at han som giver os liv og tro er med os alle dage. Det er et løfte, som gør tryg og det er en vigtig side af, hvad dåbens gave er.
Dåbens løfte er, at han som giver os liv og tro er med os alle dage. Det er et løfte, som gør tryg og det er en vigtig side af, hvad dåbens gave er.
Med den gave følger så også en opgave, og da troen er skænket os, kan vi koncentrere os om at se ud i verden i stedet for indad.
Den tidligere ærkebiskop i Canterbury Rowan Williams udtrykker med reference til Jesu dåb opgaven sådan her: ”Man stiger ikke ned i Jordan uden at hvirvle en masser mudder med op igen”.
Faktisk bør dåben komme med en advarsel, tilføjer han, for at blive døbt er ikke at komme i sikkerhed. Tværtimod følger med dåben den opgave at bevæge sig ud af både komfort-zone og hamsterhjul, ud til os andre, udsatte, uordentlige, trængende mennesker, for at være tæt på Gud er at være tæt på det medmenneske, der trænger til vores hjælp.
Og vores næste er ikke kun vores nabo, eller den vi deler tro med eller den, vi finder værdig til vores hjælp. Med dåben følger således ikke en tjekliste eller et politiske program for, hvem vi skal hjælpe, for fordringen er slet og ret, at vi hjælper den, vi møder på vores vej.
For nylig fik konfirmanderne den opgave med en enkelt sætning at beskrive, hvad dåb er.
En konfirmand skrev: Dåb er at vide, hvor man hører til. Det kunne alverdens vise teologer ikke sige bedre. Den der ved, hvor han eller hun hører til har sit på det tørre, i hvert fald når det kommer til at kunne hvile i sin i dåben skænkede tro.
Og den der har sit på det tørre frygter ikke mudder på hænderne, men er parat til at smøge ærmerne op og give en hånd med. Og der hvor man ikke har noget at give af, der hvor man måske er kommet til at agte sig selv ringere end Gud agter en, kan man slå vejen forbi kirken søndag formiddag og tanke op ved alterbordet, kirkens andet sakramente.
Mæt bliver man vel ikke i maven af den smule brød og vin, snarere i hjertet. Det giver tryghed og hjertero at knæle ned og tage imod, bare tage imod. For vi lever af det vi får skænket og det vi får skænket for intet, skal vi give videre for intet.
En konfirmand spurgte, efter at have været til højmesse, om dem der gik op og knælede midt i det hele var sådan en slags VIP kristne. Svaret er nej, det forholder sig nærmest omvendt, dem der går til alters er mennesker, som trænger til en ”huskekage” i forhold til at blive mindet om både eget og andres værd.
Husk du er døbt og lad det komme os andre til gode.
