To gange fortjenstmedalje på samme dag
Entreprenørafdelingen kunne fredag den 3. september fejre hele to 40-års jubilarer. Det er brolægger Kim B. Hendriksen og kloakmester Jan Olesen, der begge har været ansat i 40 år. Først i den tidligere Ry Kommune og efter kommunalreformen i 2007 i Skanderborg Kommune.
De fik overrakt Dronningens fortjenstmedalje i sølv ved en festlig lejlighed på dagen sammen med alle kollegerne.
Kim og Jan er født med 20 dages mellemrum, begge er opvokset i Ry og deres parløb startede allerede på første skoledag, hvor de fulgtes ind i klassen sammen. De har boet på samme vej i Ry, været til session sammen, men dog aftjent værnepligt henholdsvis i Fredericia og på Bornholm.
Jan arbejder i dag primært med skadedyrsbekæmpelse og Kim arbejder primært med anlægsprojekter og vinterplanlægning.
»De er begge højt værdsatte kolleger og vi håber, at de fortsætter mange år endnu. Det gode humør fejler i hvert fald ikke noget,« skriver Entreprenørafdelingen.