Præsteklumme: Liv

Efteråret er en underlig tid. Det er råt, nådesløst og uafvendeligt, at alting falder hen og visner, kulden kommer snigende og løvtræerne mister deres blade for tilsidst at strække deres bare og døde grene mod himlen.

Døden triumferer, men hvor helt utroligt smukt og fuldt af håb er det ikke at se, hvordan livet med opbydelsen af de sidste kræfter gør nederlagets stund til en farvefest i de mest utrolige nuancer! Som en solnedgang malet med blade, bær og blomster.

Her på tærsklen til efteråret skal vi på søndag høre om, hvordan livet, trods dødens triumf, sætter sig igennem og vrister døden magten af hænde. En ung mand, en enkes eneste barn, er død, men Jesus byder døden trods, giver ham livet igen og giver ham tilbage til sin mor.

Dermed har de begge fået livet tilbage, for hun havde været vis på at dø uden nogen til at sørge for sig i datidens Israel.

Hvorfor gjorde han ikke det, da XXX døde fra mig? Jeg tænker, vi alle har et eller flere navne at sætte ind dér. Og det gør så ondt at tænke på, for vi kan ikke se længere end til den hvide kiste og de tre skovlfulde jord på låget.

Vi ved jo godt, at efter vinter kommer vår, og alt, hvad der mistede glans og farve, da efterårets storme kom, vil få glans og glød og liv igen – men vore kære? Det kan være så svært at tro på, at også de og vi skal få det tilbage, vi har mistet.

Men det er det, han har lovet os. Og i teksten til på søndag viser han os, at han har magten til at gøre det. Det kan ikke bevises, at livet har sejret over døden. Men det er sandt for troen. For håbet. Og for kærligheden.