Efter ny rapport: Rådmand vil afsætte flere penge til at bekæmpe trafikstøj
En tredjedel af alle boliger i Aarhus er plaget af trafikstøj, og nu vil rådmand sætte ind.
Personer, der har været udsat for trafikstøj over en længere periode, har en markant højere risiko for at udvikle demens.
Det er konklusionen i et nyt dansk forskningsprojekt fra SDU, der har indsamlet data fra knap to millioner danskere. Det er det hidtil største projekt på området.
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), håber, at den nye rapport, der viser sammenhængen mellem demens og trafikstøj, kan få flere i byrådet til at ville afsætte penge til at bekæmpe problemet.
»Rapporten er forholdsvis ny, men den understøtter det ønske, som Teknik og Miljø og jeg har haft. Vi har en støjhandlingsplan, vi ved hvilke veje, der er belastet, og jeg har bedt byrådet om, at der afsættes midler. Jeg håber, at dokumentationen vil få flere til at ville prioritere midler,« siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.
Rådmanden fortæller, at det ikke er godt nok, at cirka en tredjedel af boligerne i kommunen er støjbelastet over det anbefalede niveau. Han mener, at der er blevet afsat for få midler til området.
»Vi har planerne. Vi skal kigge på støjhandlingsplan. Der, hvor vi er hårdest ramt, og hvor flest er ramt, skal vi sætte ind først. Derefter skal vi efterslæbet til livs,« siger Bünyamin Simsek.
I Aarhus bor 73-årige Victoria Trolle-Millbrath i en lejlighed ud til Saralyst Alle. Her suser biler, lastbiler og busser forbi dagen lang i en grad, der påvirker hendes dagligdag. Hun er derfor bekymret over rapportens konklusioner.
»Det fik mig øjeblikkeligt til at tænke på min mor. Hun flyttede ind på et plejehjem, der ligger ud til Ringvej Syd. I løbet af den tid hun boede der, der blev hun simpelthen så dybt dement. Jeg kan godt forestille mig nu, at det i allerhøjeste grad har været påvirket af trafikstøj,« siger hun og tilføjer, at hun frygter for sit fremtidige helbred.
»Jeg er helt sikkert bekymret for mig og min mand. Det er frygtelig irriterende, og det generer os,« siger Victoria Trolle-Millbrath.