TV-kendis: Pas på flotte Ebeltoft

Stram op med gadevarerne og tænk over skiltningen, sådan lyder det efter at Peter Olesen har vandret Ebeltofts flotte snoede gader igennem på et par timer en torsdag i september.

Den arkitekt-interesserede foredragsholder og tidligere tv-vært var inviteret af Ebeltoft handelsstandsforening og By og - landskabskultur i Syddjurs (BLIS, red.) for at give sin vurdering af byens udseende og hvor man kunne sætte ind for at forskønne byen.

Her fulgte Anna Søgaard, formanden for BLIS og Kurt Sørensen som medlem af foreningen med rundt.

Indtrykkene præsenterede han på humoristisk vis for godt 50 fremmødte handelsdrivende, politikere og kommunalt ansatte senere på dagen.

Først kom de positive indtryk fra en by, hvor der siden 1980’erne har været arbejdet med at fastholde middelalderbyens indtryk. Men der kan ifølge Peter Olesen godt strammes en smule op igen.

»Det er en bedårende og idyllisk by med de snoede gader der snor sig op og ned. Jeg kan godt forstå, at beboerne og turisterne kan lide det,« lyder det fra den 75-årige Peter Olesen.

Væk med kalecherne

Undervejs møder forfatteren til adskillige bøger om arkitektur de obligatoriske facadestativer og metalkasser, der er fyldt med varer for at lokke shoppende turister ind i butikkerne. Han udpeger hurtigt markiserne og det han kalder for ’kalecher’, opkaldt efter barnevognens beskyttende halvcirkel.

Han er især ude efter de tydeligvis gamle og beskidte kalecher, hvis stof har suget skidt og blegende sol til sig i årtier.

»Hvis det stod til mig, så fjernede man de grimme kalecher med det samme. De skæmmer bybilledet og du kan ikke se den flotte facade inde bagved.«

Peter Olesen beskriver på glimrende vis skismaet mellem stangvarerne og muligheden for at byens facader fremstår rent, så du faktisk kan se dem og også få et kig ned ad gaderne.

Det handler ifølge ham om, at byen fremstår fra sin bedste side. Det skal ikke være et museum, man må gerne se, at der er liv, men man kunne godt bruge ordet: Diskret.

»Jeg er godt klar over, at byens handlende har et behov for at sælge deres varer og at de i høj grad kan se, at det virker, når de stiller tingene ud. Især i en turistby som Ebeltoft. Min opfordring er blot, at man tænker sig om, når man stiller tingene ud. Det kunne jo være i en passende mængde. Desuden findes der eksempler på pænere facadestativer, der kan skubbes op til facaden,« lød det entusiastisk fra Peter Olesen, der undervejs nikkede anerkendende til de forretninger der tydeligvis har fat i pointen.

Markiser og blegende sol

Da de passerer herretøjsbutikken Bygholm Menswear får de tre sig en snak med indehaver Per Bygholm, der forklarer, at markiserne er nødvendige for at skærme tøjet for solen.

”Vi får en del indtjening fra vores gadevarer. I sommers var der udstillet endnu mere end nu, men inden september er det slut, så kommer der mindre varer ud på gaden,” lyder det.

Anna Søgaard overtaler ham til at skyde markiserne ind, så man stående fra statuen Lodvig får et kig ned gennem gaden. Blikket når uforstyrret næsten ned til Jernbanegade. Det er formanden for BLIS fortaler for, at man kan gøre endnu mere.

Her stemmer både formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening, Hanne Sloth og Per Bygholm i med en forklaring.

»Solen bleger tøjet, så derfor er det nødvendigt med markiser og parasoller for at give skygge.«

Simple skilte

Kort efter passerer kortegen møbelbutikken Fasmas, der holder til i Elles hus. Et hvidt skilt med butikkens navn hænger på den nymalede facade.

»Man kunne fjerne det hvide skilt og sætte bogstaverne direkte på facaden,« lyder buddet fra Peter Olesen der tilføjer at hans tur har et klart formål.

»Debat er godt. Det handler om at kaste lys på det, vi måske kan ændre til det bedre. Jeg er ikke en overdommer. Men jeg håber, at mine indspark kan få en sund debat i gang om de byrum vi alle befinder os i. Folk er jo i almindelighed ikke ligeglade med, hvordan der ser ud, når de handler i en by.«

Og til sidst får sandwichskiltene også et humoristisk spark.

»Ja dem plejer jeg at kalde vælteskiltene. Nogle gange ser du dem jo for sent,« lyder det klukkende fra Peter Olesen.