Fortsæt til indhold

Skorstensfejer i 40 år - jobbet har ændret sig

Claus Hansen købte sin gamle læreplads - har selv udlært sine tre svende.

Samfund

Da Claus Hansen for 40 år siden som 17-årig gik i lære som skorstensfejer i Grenaa, var der mange flere oliefyr og på landet halmfyr, end man ser i dag, hvor fjernvarmen har taget over i byerne og pillefyr på landet. Dengang var der ikke samme krav som tagtrin på husene som i dag, og skorstensfejerne så man aldrig med en maske.

Man må helst ikke købe hatten, men skal den have forærende. Og det er vigtigt at bære den på arbejdet i sommerhalvåret, hvor der er mange tyskere i sommerhusene, for de tror ofte, at det bringer held, hvis man ser en skorstensfejer med høj hat - og det hjælper yderligere, hvis man får lov til at røre ved skorstensfejeren
Claus Hansen, skorstensfejermester i Grenaa

Til gengæld er der kommet mange flere sommerhuse til i det område, som han dækker med sit skorstensfejerfirma - og de fleste af dem har en skorsten fra en brændeovn.

»Så vi har stadig det samme antal opgaver at løse som tidligere. Men heldigvis fyres der renere i dag, så der sodes mindre,» siger Claus Hansen, som også kan se, at flere og flere bruger skorstensfejeren til at rense og vedligeholde ventilationsanlæg.

»Det er et lovkrav i Sverige, men frivilligt indtil videre i Danmark,« siger han.

Fik læreplads i Grenaa

Han kendte som ganske ung en skorstensfejer, som arbejdede i Randers, og her kom han i praktik, som overbeviste ham op, at han ville gå skorstensfejervejen, så han mødte op hos skorstensfejermester Erling Mogensen i den nybyggede Fejergård på Tempovej i Grenaa og søgte en læreplads.

Den fik han - og her 40 år senere kan han se, at firmaet stadig dækker det samme geografiske område - den gamle Nørre Djurs Kommune og det meste af Grenaa - området nord for åen.

Det var 1. januar 2000, han blev selvstændig, da han købte sin gamle læreplads af Erling Mogensen.

»Firmaet har altid lignet sig selv - med en mester og tre svende. De tre svende, jeg har i firmaet i dag - Martin, Mads og Mikkel - har jeg selv udlært. Jeg går ikke selv på tagene længere, fordi jeg er kommet til skade i begge hofter, så jeg tager mig af eftersyn ved nye tilslutninger og tilrettelægger svendenes ruter,« siger Claus.

Det er lidt af et paradoks, at hofteskaderne er en følge af hans helt store fritidsinteresse - at køre langt på cykel - fordi da han i sin tid startede som selvstændig, lagde han samtidig fodboldstøvlerne på hylden, af frygt for at blive skadet. Det skete efter en flot karriere i flere af de serieklubber i Grenaa-området, som i dag lever en hensygnende tilværelse.

Den høje hat

I dag er Claus Hansen 57 år, og selv om han ikke selv går på taget og renser skorstene, så ser han frem til at drive firmaet videre de kommende år.

Den høje hat, som skorstensfejerne bærer, fortæller mange historier om overtro.

»Man må helst ikke købe hatten, men skal den have forærende. Og det er vigtigt at bære den på arbejdet i sommerhalvåret, hvor der er mange tyskere i sommerhusene, for de tror ofte, at det bringer held, hvis man ser en skorstensfejer med høj hat - og det hjælper yderligere, hvis man får lov til at røre ved skorstensfejeren.«