Betjent i skjul, tyske tårer og andre historier fra 2. verdenskrig

»Der er ikke noget før krigen,« fortæller Else Knudsen med en hånd under hagen.

Da Danmark blev besat, var hun fire år gammel. Et novemberbarn fra 1935. Hun kan ikke tale med om noget før. Hun var for lille og kan ikke huske det. Nej, de første minder starter med krigen.

Til gengæld er der en masse at berette fra under. Sirenerne, den afstivede kælder, sandsække for vinduerne, tyskere i gaderne, modstandsmænd i den nærmeste familie, bombardementer så tæt på, at glimt derfra kunne ses fra vinduet oppe på loftet under lejlighedskompleksets tag.

Et barn med lange ører

Else Knudsen forstod meget af det, der skete i barndomshjemmet under krigen.

»Jeg lyttede hver eneste gang, at der blev sagt et eller andet derhjemme angående krigen. Jeg var et barn med lange ører,« forklarer hun, så snart spørgsmålet falder på hende som barn.

Hun og hendes mor, far og lillebror boede i en 2-værelses lejlighed i Odense; mellem de to rum var der en lille rist. Og herfra kunne den lille pige følge med i de voksnes samtaler længe efter, at hun var lagt i seng.

»Jeg opfattede meget mere, end min mor og far troede,« fortæller Else Knudsen.

Og der var nok at lytte til. For Else Knudsens onkel var modstandsmand, og det skete jævnligt, at der blev holdt møder i stuen ved siden af soveværelset. For eksempel skulle hendes onkel stå for at få lavet et nyt legitimationskort til fætteren Helge Henriksen, der var flygtet fra Aarhus til Odense for at gemme sig for tyskerne. Det kommer vi tilbage til senere.

Minder som disse har fået hende til at skrive en bog.

Styr på sagerne

Trægulvene knirker i det hvide hus i Ø-gaderne. Solen brager igennem dobbeltdørene ud til en lille have med æbletræer. Else Knudsen finder hvide, foldede dækkeservietter frem fra en skuffe ved siden af en imponerende bogreol, der spænder bredt; Jakob Ejersbo, Haruki Murakami, Leif Davidsen, Dostojevskij og mange flere. Underkopper over dækkeservietterne. Kage til formiddagskaffen og en skefuld creme fraiche, hvis man har lyst. Det er styr på formerne.

Else Knudsen er en lille dame med hvidt pagehår. Perlekæde om halsen og et lille guldur om håndleddet med sort rem.

Som 23-årig flyttede hun til Aarhus. Hun fik arbejde som lærer på Nørre Boulevard Skole, der i dag er nedlagt. Dér mødte hun den mand, som blev hendes livsledsager og far til deres fire børn. De to rejste jorden rundt sammen. Og det var på en af disse rejser, at Else Knudsen opdagede, at hun havde evnerne til at skrive bøger. Den første bog handlede om Syrien. Den næste om det nordlige Irak og den tredje om Grønland. Bogen om besættelsen er den fjerde i rækken.

Else Knudsen og hendes mand nåede af være gift i 49 år, inden han gik bort i 2009.

Bogen bliver til

I løbet af pandemiens nedlukninger begyndte Else Knudsen at kede sig. Hun peger på kagen, der står på sofabordet, og fortæller, at hun ellers aldrig bager, men kedsomheden resulterede i mange afprøvede opskrifter og en fryser fyldt til randen.

En tilbagevendende tanke greb fat i hende i denne periode; den bog, jeg burde skrive, kan jeg skrive nu. Erindringerne fra 2. verdenskrig. Hun luftede tanken for sin svigerdatter, der tog så vel imod den, at Else Knudsen begyndte at skrible ned dagen efter. De aftalte, at Else Knudsen ville sende kapitler til svigerdatteren, der så ville læse dem op for børnebørnene på 5, 10 og 12 år.

»I første omgang var det egentlig til mine børnebørn, at bogen skulle skrives,« fortæller hun smilende.

»De syntes, det var enormt spændende og ventede bare på, at de næste afsnit skulle komme. Og på den måde blev bogen til.«

Bogen ligger på sofabordet mellem de hvide dækkeservietter. Den er lille og sort med et tændt stearinlys på forsiden. Jeg var barn under besættelsen – Oplevelser fortalt til børn står der over lysets flamme.

Sirener i Mejlgade

En af historierne i bogen havde sin begyndelse i 1944 i Aarhus. Aarhus Politi var tre år forinden flyttet over i det gamle Rådhus i Mejlgade (hvor museet Køn ligger i dag). Denne adresse skulle i 1944 blive Gestapos nye, jyske hovedkvarter, efter englænderne bombede lokalerne i Universitetsparken – Gestapos udgangspunkt. Omkring halvanden måned inden englændernes luftangreb kunne datidens aarhusianere opleve tungt bevæbnede tyskere omringe politistationen i Mejlgade.

14. september 1944 klokken 11.00 gik luftsirenerne i gang, tyskerne trængte ind på politistationen med henblik på at sætte det danske politi ud af funktion. En landsdækkende operation, hvor cirka 2000 ud af 8000 danske betjente blev interneret. En af politibetjentene, der ikke blev taget den dag, var tidligere nævnte Helge Henriksen, Else Knudsens fætter. Han flygtede samme dag med sin kone og endte på familien Knudsens matrikel i Odense, hvor de gemte sig. Seks mennesker i en lille 2-værelses lejlighed.

En tysker i tårer

Mødet med tyske soldater i gadebilledet var ikke usædvanligt. Og selvom Else Knudsen var bange for krigen og sirenerne og flyvemaskinerne, var hun ikke bange for soldaterne. Flere af dem kunne dansk, og en dag blev hun stoppet på gaden af en ung, tysk mand.

»Det var et kort møde, men det gav et vældigt indtryk,« fortæller hun tænksomt med blikket rettet mod det hvide loft i hendes lune stue.

»Det fremkaldte et billede hos ham, da han så på mig. Med tårer i øjnene, fortalt han om sin datter på samme alder som mig hjemme i Tyskland. Jeg syntes, det var synd, at han skulle være her, når han havde hende i Tyskland.«

Else Knudsen holder en lille pause og siger så.

»De her tyskere, de var jo også bare mennesker.«

Fortæl og de lytter

Bag på bogen står der:

Bogen fortæller om krigen set med barnets øjne og er fortalt for børn i et sprog, som er let at forstå.

Til spørgsmålet om, hvorfor denne bog skulle skrives til børn, bygger Else Knudsen bro mellem lille Else, der lytter ved risten i soveværelset og de tre børnebørn, der ikke kunne vente på nye kapitler. De lange ører sad ikke kun på Else Knudsen under krigen.

»Inden jeg begyndte at skrive på bogen, talte jeg om 2. verdenskrig med en veninde. Hendes børn på 10 og 12 sad med ved bordet. Og de lyttede nysgerrigt med. Børn vil gerne have noget at vide. Fortæl, og de lytter.«

Bogen blev udgivet i sommeren 2021.

Sidste år udgav Lokalavisen Aarhus en podcast-serie om aarhusianeren Willy Schmidt, som var den første danske sabotør, der blev dræbt i direkte skudkamp under en sabotagehandling. Hør eller genhør den herunder.