Mennesker der må midt i Kattegat

Aarhus folder sig ud bag os. Jo længere væk vi kommer jo mere uoverskueligt stor ser den ud, byen.

Den synes mindre, når man står midt i den. Menneskemængden på færgen er massiv. Der er langt fra siddepladser til alle, men det lader ikke til at gå folk på.

Noget forude sikrer en god stemning, der føles delt fra passager til passager. Men der er også noget, der går op i en højere enhed her på strækningen. Vi må gerne være proppet sammen på en fyldt færge, og vi må gerne sætte os ved siden af og overfor fremmede. Mundbind er passé. Den sidste del af den danske undtagelsestilstand, coronapasset, gik op i røg i går. Vi er igen frie.

Og det er det, der sker herude på vandet, hvor Aarhus er bag os, og Odden endnu ikke er at se i horisonten. Friheden til at må.

Det kulminerer i aften, hvor 50.000 struber sammen skråler ’åååh vær hilset min veeeen’ i Parken til en udsolgt Minds of 99-koncert. Deres første koncert i to år. Deres første koncert nogensinde i Parken.

“Det bliver nærmest grænseoverskridende at være 50.000 mennesker samlet igen. Det er noget, vi igen skal øve os i,” siger Gitte Lyngbæk.

Sammen med hendes kæreste Jess Rifsgaard deler vi en bænk på dækket, og jeg hørte dem snakke om koncerten i aften.

“Ja og tænk, folk må skråle og synge sammen igen,” supplerer han med et varmt smil.

“Men det er jo det, det er at være menneske. At vi må det her. Det andet gør noget skidt ved os, tror jeg,” svarer hun.

Gitte Lyngbæk og Jess Rifsgaard er to af de 50.000, der kommer til at stå i Parken i aften. Til spørgsmålet, om de glæder sig, overdøver deres rungende ”Ja!” næsten færgens og havets kraftige brummen og brusen.

Gode weekendhilsener udveksles, da jeg rejser mig fra bænken for at gå hen til min veninde, der står og kigger på skummet, som færgen efterlader sig. Hun kniber øjnene sammen mod solens genspejling i Kattegat. Aarhus er ikke uoverskueligt stor længere, byen er forsvundet.

Vi er ikke en del af de 50.000, der skal til Minds of 99 i Parken i aften, og ja, en anelse misundelse er at spore i min krop. Men andre indtryk fylder mere. Smilene omkring os smitter, og diskussioner på klingende aarhusiansk om aftenens kommende kaos, er til højre, venstre og bag os herude på dækket. Folk glæder sig.

Og alene det at være omkring så mange mennesker, der skal den samme oplevelse efter så lang tid med afstandskrav, forsamlingsforbud og albuehilsener, er nærmest euforiserende. Det er ganske vidunderligt faktisk. Og jeg er nordjyde, så sådan et ord kaster jeg normalt ikke rundt med. Men det er det.

Det var ikke en nyhed; blot en tanke. Her med saltvandsvind i håret mærker jeg min og mine medpassagereres frihed til at må.