Fortsæt til indhold

Vaccinationscentre i Aarhus lukker

Fra oktober er det kun muligt at blive vaccineret på Aarhus Ø.

Samfund
jwh

I takt med at flere og flere aarhusianere er færdigvaccinerede, er behovet for vaccinationssteder mindre, og derfor tager Region Midtjylland nu konsekvensen og lukker to ud af Aarhus’ tre vaccinationscentre.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Vaccinationscenter Aarhus Nord lukker 17. september, imens Vaccinationscenter Aarhus Syd lukker 24. september. Derefter bliver vaccinationsindsatsen i Aarhus derfor koncentreret i centret på Aarhus Ø.

Vaccinationsteamet på de nedlukkede centre vil i stedet stå for pop-up vaccinationssteder i Aarhus, Skanderborg, Odder, Horsens og Hedensted Kommune fra 1. oktober, alt efter hvor der er behov. Det sker ifølge pressemeddelelsen for at imødekomme borgerne i de områder, hvor tilslutningen har været lavest.

Derudover indgås der løbende aftaler om enkeltstående vaccinationsdage ved større virksomheder og institutioner.

I Aarhus Kommune er 73,9 pct. af indbyggerne færdigvaccinerede, imens 76,6 pct. har fået første stik.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.