Landmand bruger Facebook til at bejle til kommende elever
Et dronebevis blev for landmand Mogens Hjort Jensen indgangen til at bruge de sociale medier til at vise Bakkegården frem og tiltrække kommende elever.
Den 29. december 2020 oprettede Mogens Hjort Jensen en Facebookside til sin bedrift Bakkegården, som ligger nær Grenaa på Djursland. I første omgang var tanken, at Mogens kunne have en sted, hvor han kunne have de nyproducerede dronevideoer liggende tilgængelig for alle.
»Igennem generationer er der blevet taget mange billeder af bedriften. Jeg ønskede, at det kunne ses af alle, og her var Facebook en god platform. At det så viste sig, at det også kunne bruges til andet, kom senere,« fortæller mælkeproducent Mogens Hjort Jensen i en pressemeddelelse fra Djursland Landboforening.
Hverdagen i tekst og billeder
De første videoer blev lagt op på Bakkegårdens nye Facebookside, men da Sandra Pico blev ansat som fodermester, er der for alvor sket noget.
»Vi fandt jo hurtigt ud af, at der regelmæssigt skal noget på siden, hvis det skal virke. Teksten står Sandra for, og så tager jeg mig ofte af billeder og video,« fortæller Mogens Hjort Jensen, som selv godkender den tekst, der kommer på Facebook.
»Det tager vi over morgenkaffen, og så er det hurtigt klaret.«
Mogens Hjort Jensen bliver stadig overrasket over, hvor langt nogle af hans opslag når ud. Det glæder ham særligt meget, når han finder ud af, at de elever, der søger job hos ham, har været forbi Bakkegårdens side.
»Det er ikke en selvfølge, at man kan skaffe mandskab, og vi vil naturligvis gerne have de bedste elever ligesom alle andre. Det er godt at vi hører, at eleverne har fået kendskab til os via Facebook, og at de har fulgt med i, hvad vi går og laver,« mener Mogens Hjort Jensen.
Lige nu er Bakkegården ved at gøre klar til at være værter ved Åbent Landbrug 2021, og hele den proces bliver naturligvis også vist frem med billeder og tekst.