Nu er der igen modeshow i Hornslet
Efter en længere corona-pause er Hornslet Handels modeshow tilbage igen. Gæster kan blandt andet opleve god musik, skarpe tilbud og amerikansk lotteri. Overskuddet går som altid til et godt formål.
Om få uger er der igen mode, mad og musik på programmet i Hornslet Hallen. Hornslet Handel slår nemlig endnu engang dørene op til en aften med modeshow. Efter halvandet år med corona-restriktioner ser byens butikker frem til endelig at få mulighed for at samle byen.
»Vi skal allesammen ud og have en hyggelig aften. Vi har været indespærret så længe, så vi trænger til at komme ud. Så tag din veninde eller din mand i armen, og kom herned, og oplev butikkerne og hvad byen har at byde på, og støt op omkring et godt formål,« siger Gitte Pedersen, ejer af Butik Lulu og en del af det udvalg, der har stået for at planlægge arrangementet.
Hun ser frem til en aften, hvor Hornslet Hallen forhåbentligt bliver fyldt med gæster. Der er i hvert fald flere gode grunde til at dukke op 6. oktober.
»Vi starter med noget godt at spise. Der bliver også noget underholdning i form af musik, og så kommer der selvfølgelig modeshow med både børne-, herre,- og dametøj,« fortæller hun.
Konkurrencer og lotteri
Efter modeshowet vil der være mulighed for at besøge de forskellige stande i hallen. Boderne står byens forskellige butikker for. Her vil der være gode tilbud at finde, og i flere af standene vil der være konkurrencer, hvor man kan vinde alt lige fra tøj til gavekort. Det er nemlig ikke kun tøjbutikkerne der er tilstede på aftenen også frisørerne vil være at finde i hallen.
»Det er her folk virkelig får mulighed for at se, hvad butikkerne har at byde på her i byen,« siger Gitte Pedersen.
Samtidig har byens butikker og andre i handelsstandsforeningen samlet sponsorgaver ind. Disse fungerer som præmier i et såkaldt amerikansk lotteri, som gæsterne også har mulighed for at deltage i i løbet af aftenen. Selv hvis man skulle risikere ikke at vinde noget, kan gæsterne trøste sig med, at alt overskuddet fra arrangementet går til et godt formål.
Lokalt formål
Tidligere år er overskuddet gået til blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne. Selvom det utvivlsomt er et gode formål, så går overskuddet i år til en anden forening. En forening fra nærområdet.
»Vi forsøgte at tænke lidt lokalt i år. Det er blandt andet derfor, vi har valgt at støtte op om Scleroseforeningen – Djursland i denne omgang. Sklerose er en slem sygdom, der rammer alle – ung som gammel, så den vil vi støtte op om i år.
»Det er jo også godt at vise folk, hvor meget fællesskab vi egentlig har herude. Derfor afholder vi det på den her måde.«Gitte Pedersen, ejer af Butik Lulu og en del af udvalget bag arrangementet.
Udover muligheden for at støtte et godt formål, er arrangementet også vigtigt for fællesskabet i byen og butikkerne imellem.
»Vi afholder det, fordi vi har haft god succes med tidligere arrangementer, men også for at lave et lidt større modeshow. Vi er jo gode hver især rundt i butikkerne til at lave nogle kundeaftener og nogle modeshows, men her får vi ligesom hele byen med. Det er jo også godt at vise folk, hvor meget fællesskab vi egentlig har herude. Derfor afholder vi det på den her måde.«
Håbet er derfor i sidste ende at se så mange som muligt d. 6. Oktober i Hornslet Hallen.
»Vi har rigtig meget brug for folk i byen og for alle gæsterne. Det har en sygdom som sklerose i hvert fald også, kan man sige,« siger Gitte Pedersen afslutningsvis.
I år er billetprisen 150 kroner, og de kan købes hos Jeans & Jackets på Tingvej 4 i Hornslet. Overskuddet går ubeskåret til Scleroseforeningen Djursland.