Bådebyggere på Fregatmuseet skal vise håndværkere vejen
Fregatten Jylland forsøger at gøre opmærksom på håndværksfagene ved at invitere skoleklasser ud for at bygge, hamre og prøvesejle selvbyggede både.
Hammeren dunker taktfast i træet, mens penslen flittigt og ikke altid lige snorlige rammer træværket. Men eleverne bruger værktøjet med stor entusiasme.
Sådan ser det ud for tiden på værftet ved Fregatten Jylland i de kommende uger frem. Og om fredagen kan du følge de blåklædte skoleelever fra de ældre klasser, når de kæmper med at holde deres nybyggede tømmerflåder flydende i fregathavnen.
Det er Fregatten Jylland der udbyder et forløb, hvor eleverne i fem dage er lærlinge hos en rigtig bådebygger. Her er de en del af en autentisk bådebyggerproces. Forløbet sluttes af med en søsætning, hvor eleverne afprøver deres selvbyggede både. Formålet er at skabe glæde og interesse for håndværket, forklarer Karin Buhl Slæggerup, direktør for Fregatten Jylland.
»Det er egentlig en appelsin der er faldet ned i vores turban, og vi sagde ja med det samme« fortæller hun.
»Det her afspejler meget godt den retning vi gerne vil gå fremover med at åbne Fregatten Jylland mere op og især at hjælpe de gode kræfter, der arbejder for at understøtte håndværkerfagene,« lyder det.
Tre år og millioner
Forløbet er udviklet af bådebyggeruddannelsen U/Nord og MS/ Museet for Søfart med støtte fra Nordea-fonden. Det har kørt i Helsingør og nu er det så landet på Fregatten Jylland frem til november.
»Vi er meget glade for, at vi kan tilbyde dette undervisningsforløb, som taler rigtig godt ind i den dagsorden som vi har fokus på: nemlig at gøre håndværket levende og skabe interesse blandt de unge til at tage en håndværksmæssig uddannelse,« siger Karin Buhl Slæggerup, der i sidste uge kunne vise både folketingsmedlem Leif Lahn (S) og Tommy Bøgehøj, der er formand for Fregatten Jylland hvordan forløbet foregik i praksis.
Nordea-fonden har givet 3,5 millioner kroner til projektet over de næste tre år.
»Vi håber projektet og undervisningsforløbet kan bidrage til, at flere unge og forældre får øjnene op for erhvervsuddannelsernes mange tilbud. Vi har som samfund brug for mangfoldighed både i uddannelserne og i uddannelsesvalget,« siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.