Powerforedrag i Grenaa
Jens Ejbye Schmidt holder foredrag om den nye teknologi Power to X.
Power to X er en ny teknologi, der kan omdanne elektricitet fra vind og sol til bæredygtigt brændsel, som kan hældes på alt fra lastbiler og skibe til fly. Det kan også anvendes i kemikalier, f.eks. i fremstillingen af medicin eller plastik. Hvilken rolle vil Power to X spille i den grønne omstilling i Danmark og i verden?
Det får du nogle kvalificerede bud på, når Jens Ejbye Schmidt besøger Grenaa og fortæller om arbejdet med den nye teknologi i Danmark.
Forsker på højtryk
Jens Ejbye Schmidt har i fem år været direktør for iEnergy og professor på det berømte Masdar Institute i de Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi. Siden 2018 har han været leder af Institut for Grøn Teknologi ved Syddansk Universitet, som forsker på højtryk for at finde løsninger på de store klimaudfordringer.
Jens Ejbye Schmidt holder foredrag om den nye teknologi onsdag 29. september kl. 19 i Kulturhuset Pavillonen. Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Norddjurs Folkeuniversitet og Grenaa-Djurs Rotary og er åbent for alle.
Tilmelding på Norddjurs Folkeuniversitets hjemmeside. Billetter kan også købes ved døren.