Fortsæt til indhold

Julie Berthelsen på besøg hos familieklub i Kaløvig

Samfund
gs

Familieklubben Kaløvig mødes hver tredje onsdag kl. 17.00-18.30 til leg, aktivitet og bålmad på Bredevej 2A i Egå. Og seneste onsdag var der ekstra store smil og højt humør, da Julie Berthelsen kom forbi og tilbragte nogle hyggelige timer sammen med børn, forældre og frivillige.

Her blev der både lavet hyldebærsuppe over bål og hjemmelavede perler af hyldebærgrenene, selvom det var et solidt regnvejr.

Der blev blandt andet lavet hyldebærsuppe over bål. Foto: Hannah Clemmensen

Familier styrkes

Hele Danmarks Familieklub er et civilt samfundsprojekt af KFUM’s Sociale Arbejde i samarbejde med FDF og KFUM Spejderne med støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond.

Formålet med Hele Danmarks Familieklub er at styrke de danske familier og skabe fællesskaber omkring samtale, aktiviteter og leg – alt det, der kan være svært at få tid til i en travl hverdag med madpakker, logistik og en fuld snavsetøjskurv.

I familieklubberne skaber de frivillige frirum, og det giver tid til at stoppe op og få tiden til at betyde noget. Her skaber familier relationer på kryds og tværs, og det styrker de enkelte familier.

Hele Danmarks Familieklub bygger på både viden og visioner om det bæredygtige familieliv: At familier styrkes gennem udviklingen af tillidsfulde relationer på tværs af sociale lag til andre kvalificerede og gensidigt givende fællesskaber.