Ryomparken: Får lokal entreprenør sit ønske om vejnavn opfyldt?
Den lokale entreprenør Gerstrøm ApS ønsker, at vejnavnet på den private udstykning på Frederikslundvej bliver Ryomparken, men Udvalget for natur, teknik og miljø har ikke opfyldt ønsket i første omgang.
Der er fuld gang i arbejdet med at klargøre den nyeste private udstykning i Ryomgård ud mod Frederikslundvej, hvor udkommet bliver 30 parcelgrunde som forventes klar til salg et stykke inde i 2022.
Det er den lokale entreprenør Gerstrøm ApS, som har købt arealet og som forestår byggemodningen.
Gerstrøm ApS købte udstykningen af Mikal Voigt Kjeldsen, indehaver af Ny Ryomgård, for små to år siden. Allerede dengang var der vedtaget en lokalplan for området.
Mikal Voigt Kjeldsen havde valgt at kalde arealet for Ryomhave, men det vil Gerstrøm ApS gerne have lavet om til Ryomparken.
Syddjurs Kommunes administration vurderer, at fastsættelsen af et selvstændigt vejnavn til et nyt boligområde følger vejledningen i adressebekendtgørelsen, der sikrer at man på lettest mulige måde kan orientere sig og finde frem til den vej eller adresse, den pågældende søger.
Udviklingsdirektør Poul Møller har derfor til Udvalget for natur, teknik og miljø indstillet, at vejnavnet godkendes.
I tænkeboks
Det har udvalget imidlertid ikke købt i første omgang, fremgår det af referatet fra det seneste udvalgsmøde.
Velsagtens fordi til- og frakørsel til den nye udstykning skal foregå via det gamle boligområde Esmarcksvej.
Den nye udstykning afgrænses mod nord af Marienhoffvej/Frederikslundvej, som er en grusvej, der bl.a. betjener Ryomgård Fjernvarmeværk.
Mod øst afgrænses området af Frederikslundvej/Nimtoftevej, som er den overordnede forbindelsesvej fra Ryomgård til Nimtofte. Mod syd afgrænses området af erhvervsvirksomheden Center-Gros, samt af det ældre boligområde Esmarcksvej.
Mod vest afgrænses området dels af det ældreboligområde Axel Munchs Vej, og dels af det nyere boligområde Søparken.