Ejere af bevaringsværdige huse får gratis bog
Foreningen Blis - By- og Landskabskultur i Syddjurs omdeler bogen 'Kend dit hus' med gode råd til husejere.
I denne tid cykler og kører medlemmer fra Foreningen BLIS (By- og Landskabskultur i Syddjurs, red.) rundt til omkring 1.000 bevaringsværdige huse i Syddjurs Kommune.
Med sig har de bogen ’Kend dit hus’ og en kort besked til husejerne. Bogen til 125 kroner lægges gratis i postkassen.
»Vi håber at få en kort snak med husejerne, ellers lægger vi en seddel. Vi vil gerne hjælpe husejerne med gode råd og vejledning om, hvordan man passer på sit bevaringsværdige hus,« fortæller Anna Søgaard, formand for BLIS.
Bogen er udgivet i 2020 i 2.000 eksemplarer og er skrevet af Anna Søgaard, Kit Egefjord og Anne Marie Poulsen. Den er støttet økonomisk af både Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge, samt en del lokale håndværkere.
Den er tænkt som en guide til at kende bevaringsværdige huse og deres kendetegn og er skrevet med fokus på de hustyper der findes i Syddjurs Kommune.
»Vi har skrevet den for at inspirere husejerne og godt 250 husejere med et bevaringsværdige hus har allerede hentet den gratis i boghandlen, nu har vi valgt at omdele den til de sidste 1.000 husejere, simpelthen for at inspirere dem,« forklarer Anna Søgaard.