Fortsæt til indhold

Fødevarestyrelsen tilbagekalder produkt: Kan svulme op og kvæle børn

Jelly-produkter kan på grund af tilsætningsstoffer svulme op i svælget.

Samfund
ddp

Fødevarestyrelsen har sat en stopper for alt salg af produktet ’Yuki&Love OJuicy! Fruit Jelly’, og har desuden bedt forhandlerne af produktet om at tilbagekalde det.

Der findes to forhandlere i Danmark, og det er Minh Anh Trading, der holder til på Banegårdspladsen i Aarhus, og N&M Asian Shop i Esbjerg.

Årsagen til tilbagekaldelsen er ifølge en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, at der er kvælningsfare, hvis jelly-produktet indtages af børn.

»Grundet størrelsen af produktet kan små børn sluge produktet helt. På grund af tilsætningsstofferne E410 og E407 kan produktet derudover svulme op i svælget. Derved udsættes små børn for kvælningsfare,« skriver Fødevarestyrelsen.

Forbrugere, der har købt produktet, rådes desuden til at levere det tilbage til butikken eller kassere det.