Inger Kjær ser gennem væggene og menneskene i Grenaa

I Grenaa og omegn kender folk Inger Kjær som »hende der Inger, der går og ta’r billeder«. Og det er lige det hun gør. Hun har taget billeder i mere en 30 år af både høj som lav; af mennesker, dyr, bygninger og begivenheder – jævnligt med Grenaa i centrum.

»Det irriterede mig, at det var som om, der var en generel opfattelse af, at der ikke skete noget i Grenaa. Derfor måtte jeg ind og dokumentere, hvad der skete i byen. For der måtte jo ske noget. Der måtte være nogle butikker og nogle mennesker inde bagved,« fortæller Inger Kjær.

Derfra begyndte hun stille og roligt at dokumentere livet i Grenaa.

»Det var faktisk en form for protest. Jeg tænkte, det kan virkelig ikke passe. Jeg er nødt til at gøre noget for at få Grenaa på landkortet. Sådan startede det. Jeg gik ind og bankede på hos folk, hos butikker og virksomheder, og spurgte: »Må jeg komme ind og kigge rundt og tage nogle billeder?«

Ægtheden i byen

Med tiden er interessen for hendes billeder kun blevet større – også fra hendes egen side. For Inger Kjær er billeder historie. Fotografier fastfryser nuet. Derfor er det vigtigste for hende også, at hendes fotografier – og menneskene i dem – er ægte. Uanset om det er af dyr, bygninger eller folk, der arbejder, så insisterer hun på at komme ind bagved. Facader kan være nok så flotte, men det er inde bagved, at ægtheden findes.

»Jeg plejer at sige, at jeg er fluen på væggen. Folk skal bare være dem selv, og lave det de plejer, så skal jeg nok tage billederne.«

Inger Kjær har altid været fascineret af mennesker. Lige siden hun arbejdede i pølsevognen på torvet, og med egne ord, ofte var byens sjælesorger. Hun ser altid efter nuancerne i folk, og det prøver hun at få frem i sine billeder.

»Vi er som vi er hver især. Om du er tyk, tynd, har fregner eller stritører - det er lige meget! Det er situationen, det handler om for mig. Det er det sandfærdige billede. Det er det, jeg vil have. Et forklæde med pletter er ligeså godt som et jakkesæt. Det skal bare være autentisk. Kort og godt.«

Det gode billede tager dog lang tid at fange, og Inger Kjær venter gerne længe. For eksempel den gang hun ventede fire timer på, at en rokke i Kattegatcentret svømmede hen til glasruden på den helt rigtige måde inden hun var tilfreds.

»For mig eksisterer tiden ikke, når jeg skal have et godt billede.«

Alligevel er hun klar over, at tiden ikke er uendelig.

Smertestillende billeder

Inger Kjær har gennemgået et utal af knæoperationer, hvilket ikke er en hjælp, når hun traver land og rige rundt i jagten på det gode billede. Derudover har hun efter eget udsagn gigt i hele kroppen og begyndende grå stær. Men det slår hende ikke ud – tværtimod.

»Det skal ikke bestemme over mig. Det hjælper ikke at sidde derhjemme og klage over, man aldrig oplever noget. Nej, du skal selv ud. Det er min livsholdning. Der er ingen, der er født med et garantibevis i hånden. Ligegyldigt om du er dronning eller skraldemand. Du har det liv, du har, og det skal bruges, så godt det kan.«

Inger Kjær har da heller ikke i sinde at lægge kameraet på hylden lige foreløbig. Skulle helbredet dog en dag sætte en stopper for det, ved hun allerede nu, hvad hun så skal bruge tiden på.

»Så vil jeg begynde at koncentrere mig om alle de billeder jeg har taget. Det kunne jo være sjovt at lave en bog eller en udstilling.«

I det hele taget holder Inger Kjær sig altid i gang. Udover fotografierne, har hun hver dag de seneste par år også skrevet dagbog.

»Jeg kan sagtens få tiden til at gå. Jeg kommer aldrig til at kede mig, men mindre jeg kommer til at sidde og ikke kan noget. Men det gider jeg slet ikke tænke på. For mig handler det om, hvad jeg kan lige nu.«