Fortsæt til indhold

AUH søger gravide til test af ny vaccine mod RS-virus

Testen er en del af et større internationalt forskningsprojekt, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Samfund
jwh

De seneste uger har der været et ekstraordinært højt antal af børn, der er indlagt med RS-virus på Aarhus Universitetshospital. Antallet topper normalt omkring januar, men i år har kurven allerede passeret tidligere års højeste antal smittede og indlagte.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse i forbindelse med, at hospitalet til et internationalt forskningsprojekt søger gravide til test af vaccine mod lige præcis RS-virus.

Der er ingen behandling for RS-virus, og der findes ikke nogen effektiv vaccine til børn. Derfor deltager Aarhus Universitetshospital i projektet i samarbejde med en række andre hospitaler og medicinalfirmaet Pfizer om at teste en vaccine, som via den vordende moders immunsystem kan danne antistoffer, der gives videre til barnet.

Søger deltagere

Forskningsprojektet har været i gang i et år, men på grund af de ekstraordinært mange indlagte børn med RS-virus lige nu, gøres der igen opmærksom på muligheden for at deltage i forsøget.

»Projektet skal kort fortalt undersøge, om spædbørn kan beskyttes mod RS-virus ved at moderen tager en vaccine for sit barn som på den måde får en fødselsgave i form af antistoffer mod RS-virus på linje med de øvrige antistoffer den nyfødte får med fra moderen,« siger overlæge Mette Holm, der er tilknyttet Aarhus Universitetshospitals afdeling for børn og unge i pressemeddelelsen.

For at kunne deltage, skal man først og fremmest være gravid med et enkelt sundt og rask barn. Derudover skal man være i mellem 24. og 36. graviditetsuge og have planlagt at føde på et hospital i enten Odense, Hvidovre, Hillerød eller Aarhus, som er de danske hospitaler, der er en del af forskningsprojektet.

Hos de fleste små børn er RS-virus et mildt forløb med hvæsende vejrtrækning, hoste, nysen og løbende næse, men for nogle børn særligt under seks måneder opstår der problemer med at spise og trække vejret i en grad, som kræver indlæggelse.

»En epidemi med RS-virus er normalt noget vi ser fra november til marts, men i år har vi en atypisk situation med ekstra mange smittede, da der sidste år ikke var et eneste tilfælde, fordi samfundet var lukket ned I forbindelse med COVID-19. Derfor har vi nu flere årgange af børn, der ikke har mødt RS-virus før, hvilket giver det voldsomme forløb, vi oplever lige nu,« siger Mette Holm i pressemeddelelsen.