Indsamlings-opråb fra Røde Kors Rougsø: »Vi har brug for al den hjælp, vi kan få«
Søndag 3. oktober kalder Røde Kors Rougsø alle lokale kræfter til at hjælpe med at samle ind til de mest udsatte herhjemme og i verdens brændpunkter.
Røde Kors’ Rougsø-afdeling søger indsamlere, der vil være med til at hjælpe sårbare og udsatte til et bedre liv.
Afdelingen har brug for så meget hjælp som muligt, fortæller Bettina Grau, der er indsamlingsleder og bestyrelsesformand i Røde Kors Rougsø: »
Vi har brug for alle de indsamlere, vi kan få. Kom bare,«, lyder det fra Bettina Grau, i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer:
»Selvfølgelig er det super, hvis du kan sætte de cirka tre timer af, det tager at nå en hel rute. Men selv en time er en kæmpe hjælp.«
En tur der gør forskel
Bettina Grau forklarer, at man ved at gå som indsamler, kan være med til at gøre en stor forskel for mennesker herhjemme og ude i verden, som står alene på forskellige måder:
»Pengene fra indsamlingen går blandt andet til sårbare børn verden over. Og det kommer også til at være børn og familier i vores nærområde, der får glæde af de her midler.«
Bettina Grau fortæller videre, at en del af indsamlingen går til børn herhjemme, der vokser op i udsatte familier, og hvis hverdag er præget af fattigdom og ensomhed.
En anden del af indsamlingen vil gå til, at Røde Kors kan rykke ud til katastrofer, i eksempelvis Afghanistan og Haiti, samt de mange krigsramte børn i Syrien og Yemen, som har brug for akut lægehjælp, mad og omsorg. Derudover vil nogle af pengene gå til at støtte hjemløse og andre udsatte voksne i Danmark.
Kaffebord og gode snakke
Der er nok at tage fat på, når det gælder Røde Kors Indsamlingen, og opfordringen fra Bettina Grau er klar:
»Tag børnene med og giv dem perspektiv på verden, eller grib din bedste veninde eller din kæreste under armen – og så bare afsted. Du gør en god gerning, og så er det en hyggelig måde at være sammen på. Man kan virkelig få nogle gode snakke, når man er ude,« fortæller Bettina Grau.
Indsamlingsgåturene foregår i tidsrummet mellem klokken 10 og 13.
Bagefter byder Røde Kors Rougsø alle indsamlere på gratis kaffebord i genbrugsbutikken i Allingåbro.
»I vores afdeling køber vi lidt snolder og sodavand til børnene, og så er der kaffe, the og godt hjemmebag til alle, der har lyst,« lyder det fra Bettina Grau.
Tilmeldingen som indsamler i Røde Kors Rougsø kan foregå til Bettina Grau på telefon: 60162404 og mail: btg1004@gmail.com eller via Røde Kors’ hjemmeside: www.rodekors.dk/indsamler.