Fortsæt til indhold

Nyt initiativ: Vælgermøde for unge

Unge i 8. og 9. klasse og alle andre, der interesserer sig for, hvordan Ebeltoft kan udvikle sig på en måde, hvor det er spændende at være ung, inviteres til vælgermøde.

Samfund
gs

Så bliver sæsonen med vælgermøder i Syddjurs skudt i gang, og det sker i Ebeltoft med et helt særligt vælgermøde for de unge. Mødet er målrettet unge i 8. og 9. klasse og andre borgere, der interesserer sig for, hvordan byen kan udvikle sig på en måde, hvor det er spændende at være ung. Vælgermødet er åbent for alle og løber af stablen torsdag 30. september kl. 19-22 og foregår i den gamle Starkbygning på havnen.

Værterne er Mads Stensgaard Nielsen og Peter Smærup, begge fra bestyrelsen bag Filmefterskolen i Ebeltoft, som er et opstartsprojekt. De vil guide alle godt igennem vælgermødet, hvor der bl.a. skal drøftes emner som ungeliv i Syddjurs, Ebeltoft som filmby, bæredygtighed og grønne initiativer samt kultur og fritidsliv.

Unge vil inddrages

Mads Stensgaard Nielsen, som er initiativtager til mødet, har erfaring med den slags møder, og han er sikker på, at mødet kommer til at vise, at afstanden mellem unge borgere og politikere ikke er så stor, som nogle måske tror.

Unge vil ikke bare sidde passivt og lytte. De vil inddrages og lave lov til at komme i dialog med politikerne. Og politikerne, de kommer. Alle partier har sendt deres spidskandidater.
Mads Stensgaard Nielsen, initiativtager til vælgermødet

»Det passer ikke, at unge ikke går op i noget som politik og demokrati,« siger han i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

»Det kommer helt an på, hvordan man serverer sådan et arrangement. Unge vil ikke bare sidde passivt og lytte. De vil inddrages og lave lov til at komme i dialog med politikerne. Og politikerne, de kommer. Alle partier har sendt deres spidskandidater.«

Vælgermødet bliver arrangeret af foreningen bag den kommende filmefterskole i Ebeltoft i samarbejde med Ebeltoft Distriktsråd, som støtter initiativer fra borgere, der kommer mange til gode.