Åbent hus på Rønde Privatskole
Rønde Privatskole afholder åbent hus-arrangement lørdag 2. oktober, hvor alle interesserede kan komme på besøg og følge den almindelige undervisning på skolen. Man kan møde nuværende og tidligere elever, der fortæller om deres oplevelse af at være en del af skolelivet på Rønde Privatskole.
Et skoleliv, der på mange områder heldigvis ligner det skoleliv som vi kender fra før nedlukningen. De unge mennesker har været en periode igennem, hvor de er blevet udfordret på udviklingen af deres faglige og sociale kompetencer.
»Vi oplevede på Rønde Privatskole, at eleverne sammen med deres lærere i Corona-nedlukningen formåede at holde et højt fagligt niveau, selvom det hele foregik gennem computerskærme. Der var selvfølgelig flere fag, der ikke rigtig kunne komme i spil i fuld skala, da enkelte faglige områder af praktiske årsager ikke kunne lade sig gennemføre. De får så mere plads nu – og vi mærker en sult fra elevernes side for at komme i gang med disse fag.«
Det skriver skolen i den tilsendte pressemeddelelse.
Vil løfte faglige niveau
»Skolen gennemfører som noget nyt læse- og arbejdshukommelsestest på alle elever, der starter på skolen. Derved kan skolens nye ressourcecenter hurtigt lave en systematisk og kvalificeret indsats sammen med faglærerne, overfor elever med blandt andet læse- og matematikvanskeligheder,« skriver skolen og uddyber:
»Flere skoler oplever i disse år at stå med et øget antal opgaver med blandt andet sårbare unge. Især efter at eleverne i den længste periode af deres liv, har været afskåret fra deres normale fællesskaber i blandt andet skoler og idrætsforeninger. Det kræver et øget fokus på de unges trivsel, for en grundlæggende forudsætning for læring er trivsel. På Rønde Privatskole arbejder vi bevidst med at styrke relationerne, hvor vi sætter fuld fokus på de nære fællesskaber i klassen og det gode læringsmiljø.«
Skolen har fra i år også faste lektielæsningstimer, hvor alle elever kan få tilbudt den fornødne hjælp til at komme i gang med større opgaver eller specifikke faglige udfordringer. Desuden tilbyder skolen eksamen i Cambridge tysk og engelsk til de elever der ønsker en ekstra udfordring.
Studieture genoptages
I takt med at restriktionerne er faldet helt væk herhjemme, og der efterhånden lempes mere og mere i Europa, er Rønde Privatskole igen begyndt at planlægge, hvordan skolen kan give eleverne nogle givende oplevelser sammen. Studietur til Rom på 10. årgang og udveksling på 8. årgang med samarbejdsskoler i Spanien, Holland og Belgien er fortsat kerneelementer i skolens internationale udsyn og dannelse af de unge mennesker. For 7. og 9. klasse går turen til henholdsvis Skagen og København, hvor eleverne får kendskab til den kultur det danske samfund er rundet af.
Rønde Privatskole glæder sig til igen at slå dørene op og byde alle interesserede indenfor til rundvisninger, undervisning og glade unge mennesker til at fortælle om skolen.