Fortsæt til indhold

Kronprins Frederik genindvier Veteranhjem Midtjylland

Det bliver med royalt besøg, når Veteranhjem Midtjylland 4. oktober markere den officielle genåbning.

Samfund
jwh

Kronprins Frederik kommer til Aarhus i næste måned for at indvie det nye Veteranhjem Midtjylland, der ligger på Edwin Rahrs Vej i Brabrand

Det oplyser Fonden Danske Veteranhjem, der står bag det aarhusianske veteranhjem, i en pressemeddelelse.

Fonden Danske Veteranhjem har med nu fem veteranhjem skabt de fysiske rammer, som kan være et frirum for de danske veteraner, som både dækker over tjenstgørende og hjemvendte, samt deres pårørende. Her kan man opleve samvær og fælles aktiviteter med ligesindede og værne om det kammeratskab, der er blevet skabt under tjeneste i Forsvaret, oplyses det i pressemeddelelsen.

»Der er på veteranhjemmene som udgangspunkt plads til alle. Her er plads til dem, der kommer styrkede hjem og gerne vil mødes og genopfriske minder, og der er plads til dem, der har behov for støtte og omsorg – både socialt, mentalt og fysisk– derfor hedder det et hjem,« siger Christian Kurt Nielsen, formand for Fonden Danske Veteranhjem.

Det nye veteranhjem i Aarhus er blevet til efter en større renovering med tilbygninger, som blev realiseret efter donationer fra Realdania på 15 millioner kr. og Forsvarsministeriet på 8,7 millioner kr.. Desuden oplyser Fonden Danske Veteranhjem, at det har oplevet stor støtte og samarbejdsvillighed fra virksomheder, Aarhus Kommune, byggeudvalg, lokalbestyrelse, arkitekter og andre organisationer.

Det er mandag 4. oktober klokken 13.30, at genindvielsen markeres med royalt besøg af kronprins Frederik.