Forfatter fra Beder træder gennem tæppet

De fleste af os kender nok til fantasien om at være et helt andet sted. Om det så er i et pinligt øjeblik, hvor man ønsker sig lille som en mus, der kan krybe ind i panelerne, eller drømmen om som 11-årig at få invitationen til Hogwarts. For de fleste bliver tankerne i fantasien. For få bliver de til ord, som andre kan læse.

Landet i Tæppet

En sti af rustrøde mursten leder beboere og gæster gennem bofællesskabet i Beder, hvor Dorthe Klyvø har boet de sidste 16 år. 12 næsten identiske hvide huse med røde træpaneler og rødt tegl. Man skal vide, hvor man går hen for at finde det rigtige. Bag de røde paneler på 1. sal har forfatter Dorthe Klyvø siddet på sit rodede kontor og skrevet på sin første skønlitterære roman, der blev til på baggrund af et barns ønske om at forsvinde fra verden, som vi kender den, og leve i en anden.

»Jeg ved ikke, hvordan andre, der er blevet mobbet, har det, men jeg havde en masse drømme og fantasier om, hvordan jeg kunne gøre noget andet. Jeg læste meget. Jeg røg igennem tæppet og ind i en anden verden.«

Dorthe Klyvøs bog, Landet i Tæppet, er skrevet til børn og unge og cirkulerer omkring emner, der langt fra er nye, men alligevel væsentlige.

»Det er underligt. Jeg havde oprigtigt ikke planer om at skrive en bog om mobning. Det var først, da manus var færdigt, at jeg blev klar over, at temaet ligger i den,« fortæller Dorthe Klyvø.

Inden bogen, Landet i Tæppet, fik sit grønne, glatte omslag og lå klar i færdig form, bad forfatteren både børn og voksne om at læse manuskriptet. Alle prøvelæsere bed mærke i temaer i bogen, som Dorthe Klyvø ikke selv havde stilet efter såsom ensomhed og mobning. Hun havde givet sin hovedperson en karakter, hun selv kendte godt.

»Hverdagen var uudholdelig, men virkeligheden i bøgerne var fed at være i,« mindes hun og tager en tår af den dampende kop te, der står på bordet foran hende.

Dorthe Klyvø er 61 år gammel. Hun har mand, børn, hus og have. Derhjemme nørkles der med ord til hverdag som selvstændig oversætter. Hun har udgivet to fagbøger. Og nu kan hun også tilføje forfatter af en skønlitterær bog til CV’et.

Temaerne i romanen kan spejles i barndommen i Nordjylland, hvor fire stride år i folkeskolen var malet med mobning. Og har præget Dorthe Klyvø langt ind i voksenlivet.

Mobning skal frem i lyset

»Folk, der kender mig, har fortalt, at de først troede, jeg var en overlegen og arrogant type. Og det er jo, fordi jeg byggede et skjold op omkring mig selv som ung. For der var i hvert fald ikke nogen af dem, som mobbede mig, der skulle få den tilfredsstillelse at se, at jeg blev ked af det. Så jeg byggede skjoldet op og lod, som om jeg var fucking ligeglad.«

Dorthe Klyvø er født i Rødovre, men flyttede som fire-årig med sine forældre til Tolne, en lille stationsby i Nordjylland. Hendes far var lærer og havde fået et job på en lille skole lidt uden for Tolne. Og det var dér, hun blev udsat for mobning. Hun gik alene med det og slap først fri, da hun kom væk fra skolen. Men det var ikke, før hun blev voksen, at hun tog hånd om det.

»Jeg var vist 31, før det gik op for mig, at det ikke var okay, det der skete. Og først dér kunne jeg arbejde mig ud af den skamfuldhed, der hørte med til at blive mobbet. For det er jo ydmygende. Og det bliver siddende i en,« fortæller Dorthe Klyvø og fortsætter.

»Jeg har aldrig sat mig ned og fortalt om det. Længe lå der en følelse af, at det var pinligt. Jeg var magtesløs dengang. Og det gjorde bare, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Og derfor er det jo helt vildt vigtigt, at vi snakker om det!«

Grundlag for samarbejde

Da Dorthe Klyvøs børn var små, havde de tæpper på deres værelser, der forestillede et landskab med veje, lyskryds, huse og biler. En nat drømte hun, at hun gik igennem sådan et tæppe og kom til et nyt land. Den drøm blev startskuddet for bogen, hvor hovedpersonen Tom - en dreng, der bliver mobbet i skolen og overset af sine forældre - skal på en mission i et ukendt land.

Bogen har dannet grundlag for et samarbejde med stifter af Ung Uden Mobning, Inge Temple. Dorthe Klyvø og Inge Temple er i skrivende stund ved at lave undervisningsmateriale, der tager udgangspunkt i temaet mobning, og hvor Landet i Tæppet også vil indgå.

»Det er hovedpersonens præmis, at han bliver mobbet, men det var jeg ikke bevidst om i skriveprocessen. Det var lidt som en åbenbaring for mig bagefter. Jeg fortalte ikke om mobningen dengang, og jeg tænker, at mange har det på samme måde,« fortæller Dorthe Klyvø om årsagen til at bryde isen og tale om fortiden med mobning i forbindelse med udgivelsen.

Hun har også snakket med voksne, der har haft det på samme måde som hende selv.

»En fra Tolne skrev til mig, at mobning havde fulgt hende i årevis også. Og jeg tænkte bare, fuck nej, vi skal på en eller anden måde få gjort op med at folk, der er blevet mobbet, går og skammer sig. Det var også derfor, jeg tog fat i Ung Uden Mobning.«

Et hjerte på armen

På kontoret på 1. sal ligger der et hav af projekter, som Dorthe Klyvø har skrevet på i årenes løb. Hun begyndte på dem, men afsluttede dem ikke.

»Jeg har altid villet vente, til jeg fik bedre tid,« fortæller hun og lægger den ene hånd over sin venstre arm.

Måske en ubevidst bevægelse, men hun holder på en tatovering, hvor de tydelige, sorte streger afslører, at blækket ikke har ligget længe på armen. En sol, en lotusblomst, en node og et hjerte har fået hver deres plads rundt om armen, forbundet af en tynd streg og nogle prikker. Som et permanent armbånd. Hjertet er årsagen til, at Tæppet i Landet blev skrevet fra start til slut.

»Jeg fik en blodprop i hjertet for fire år siden. Det var et wake up call. Dér tænkte jeg, at hvis der er noget, man gerne vil, skal man skynde sig at gøre det. For der er jo ikke nogen, der siger, at man har masser at tid til at gøre det i.«

Blodproppen blev ved forskrækkelsen og chokket, der fulgte med. Og så blev den startskuddet til den bog, der nu er ude på hylderne.