Statslige kroner sætter længe ventet cykelsti i Grenaa i gang
Det bliver snart muligt at cykle trygt fra Hessel Station til Grenaa Strand.
Det har længe været et ønske at cyklister skal kunne cykle trygt på strækningen mellem Hessel Station og Grenaa Strand, og nu er en cykelsti endelig på vej.
I den netop indgåede budgetaftale har kommunalbestyrelsen afsat en pulje på to millioner kroner til cykelstier. Heri var håbet, at statslige kroner kunne medfinansiere cykelsti-projekter i kommunen.
Det håb er blevet til virkelighed, efter regeringen sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har udmøntet 135 millioner til cykelstier over hele landet.
Det kommer blandt andet Norddjurs Kommune til gode, da der er afsat 1.650.000 kroner til en tryg cykelforbindelse til Hessel Station, hedder det i aftaleteksten.
Norddjurs Kommune bidrager selv med den anden halvdel af anlægsudgiften, som altså løber op i 3,3 millioner kroner.
Flere på cyklen
I udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på, at flest muligt får gavn af projektet, større trafiksikkerhed for cyklister og at projektet bidrager til bedre sammenhæng i kommunerne.
»Interessen fra kommunerne har været rigtig stor, og det er nogle virkeligt gode projekter, der nu kan komme i gang. Det kan ikke siges nok, hvor godt det er for både klimaet og folkesundheden, når flere stiger ud af bilen og hopper på cyklen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi er et flertal i Folketinget, der vil prioritere cyklisterne. Både i denne forligskreds og i forbindelse med den brede aftale om infrastruktur, som vi indgik før sommer. Det vil jeg gerne takke alle partierne for,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
Ud over anlægsprojekterne er der også afsat midler til en række innovationsprojekter, der skal være med til at give nye viden og fremme cykelismen.
Aftalen betyder, at i alt 39 projekter er blevet godkendt og med 50 procent kommunal finansiering bliver det til cykelstier for tæt på 270 millioner, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.