Fortsæt til indhold

Modeshow i Kolind samler byen

På torsdag inviterer Kolind Pensionistforening i samarbejde med byens butikker til inspirationsaften i Glassalen på Kolind Skole.

Samfund

Om få uger er der igen mode, trends og efterårsnyheder på programmet i Glassalen på Kolind Skole. Kolind Pensionistforening slår nemlig endnu engang dørene op til en aften med modeshow. Efter halvandet år med corona-restriktioner ser pensionistforeningen frem til endelig at få mulighed for at samle byen igen.

»Det plejer at være en rigtig god oplevelse. Nu har vi jo ikke haft noget de sidste knap to år på grund af corona, så vi er jo helt spændte på, hvor mange der kommer,« fortæller Hanne Andersen, der er bestyrelsesmedlem i Kolind Pensionistforening.

»Det er os der står for det, og for at stille op, og så har byens butikker en lille stand hver, og så er der modeopvisning fra de forskellige butikker.«

Masser af inspiration

I løbet af aftenen vil der blandt andet blive serveret vin, sodavand, kaffe, småkager og sandwicher. Derudover vil der også være en konkurrence.

»De billetter vi sælger, dem kan man vinde en lille gave på.«

Det fungerer sådan, at din indgangsbillet er med i lodtrækningen om gevinster sponsoreret af de forskellige butikker. Folk skal ifølge Kolind Pensionistforening blandt andet komme for at blive inspireret af de forskellige ting butikkerne har at byde på.

»Det betyder meget med sådan en aften, for der kommer jo også lidt penge i kassen. Sidste gang var vi over 113 personer, og flere kunne der næsten ikke være plads til.«

»Så jeg håber, der kommer mange i år, for folk plejer at være flinke til at møde op og støtte byen, og så falder der jo nok også lidt af til forretningerne. Det tror jeg i hvert fald, der gør.«

Hanne Andersen ser frem til en god aften med masser at lave.

»Vi møder kl. 17 for at skulle stille op, og så skal vi også rydde op bagefter, men det er faktisk en rigtig hyggelig aften, og det glæder vi os helt sikkert til.«

Fra mode til inspiration

For år tilbage var arrangementet udelukkende et modeshow, men det har med tiden vokset sig stort, og er blevet en inspirationsaften, hvor folk kan opleve, hvad byens butikker har at byde på.

»Det er jo sådan en inspirationsaften – en slags efterårsmesse – hvor vi gerne vil vise efterårets nyheder og sådan noget. Det er derfor, der både er blomster, smagsprøver fra slagteren og meget mere,« fortæller Lenne Sørensen fra ES Mode.

Hun ser også frem til en aften, hvor Glassalen forhåbentligt bliver fyldt med gæster. Der er i hvert fald flere gode grunde til at dukke op 7. oktober.

»Vi starter ud med et modeshow, hvor vi er ca. tre butikker, der deltager, og så har folk jo mulighed for bagefter, at gå rundt og kigge på de forskellige ting og få noget at spise og drikke. Sådan plejer det at foregå.«

Udover butikkernes mulighed for at vise sig frem, er arrangementet også vigtigt for fællesskabet i byen og butikkerne imellem.

»Vi håber på at se så mange som muligt. Folk vil jo gerne lidt ud igen, og det er en god måde at samle folk på, og det plejer at være rigtig hyggeligt,« siger Lenne Sørensen, der er meget glad for samarbejdet.

»Det betyder meget, for det viser, at vi har et godt sammenhold, og hvad vi kan præstere som by. Vi har jo et pænt udbud af butikker og et godt opland.«

Inspirationsaftenen løber af stablen torsdag 7. oktober kl. 19 i Glassalen på Kolind Skole. Billetprisen er 65 kroner, og kan købes hos ES Mode, Guldsmeden og Kolind Pensionistforening.