Fortsæt til indhold

1,4 millioner kroner skal hjælpe midtjyder efter seksuelle overgreb

Trygfonden har doneret til landsdækkende initiativ, så flere kan få hjælp til senfølger efter seksuelle overgreb

Samfund

En donation har gjort det muligt at rekruttere frivillige til landsdækkende initiativ. Målet er både at nedbringe ventelisten i Midtjylland, så flere kan komme i behandling, og at udbrede kendskabet til behandlingstilbud, så endnu flere med traumer efter overgreb kan få et bedre fodfæste i livet.

Seksuelle overgreb kan give ofrene mange forskellige senfølger, både fysiske, mentale og sociale. Det kan være depression, angst, PTSD og spiseforstyrrelser, ligesom evnen til at indgå i sociale relationer og tilliden til andre mennesker kan være påvirket. Det medfører ofte, at den enkelte bliver socialt isoleret og kommer til at stå uden for samfundet. Mange har en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet som følge af langvarige sygemeldinger.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra TrygFonden, der netop har doneret 1,4 millioner kroner til Kvisten med hovedsæde i Bjerringbro, men med landsdækkende tilbud.

Kvisten, der har eksisteret siden 1998, arbejder for at hjælpe voksne, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. På frivillig social basis tilbyder organisationen gratis psykoterapi og rådgivning til disse socialt udsatte voksne.