Privat Børnelæge åbner i Ry
Ny speciallæge-praksis klar til at hjælpe syge børn og deres forældre
Speciallæge Annette Haagerup har mere end 28 års erfaring som læge, forsker og underviser på børneafdelinger i Midtjylland og på Aarhus Universitetshospital. Nu åbner hun praksis, Privat Børnelæge, på Boeletvej 35 i Ry.
Nyfødte, børn og unge
I fredags havde Annette Haagerup reception i sin nye praksis, og fra tirsdag 5. oktober tager hun imod patienter. Klinikken henvender sig til både forældre med nyfødte og til børn og unge op til 20 år, der ønsker direkte kontakt til en børnelæge uden henvisning fra egen læge eller uden at skulle i kontakt med et sygehus. Klinikken modtager også henvisninger og samarbejder med det øvrige sundhedsvæsen.
”Jeg oplever, at mange forældre har brug for den tryghed, som en hurtig og direkte kontakt og grundig konsultation hos en børnelæge kan give dem og deres børn. Og jeg glæder mig til at kunne hjælpe direkte med undersøgelse, udredning, behandling og rådgivning,” siger Annette Haagerup.
Hun tilbyder desuden hjemmebesøg, barselspakker og forældrekurser.
Læge, overlæge og forsker
Annette Haagerup, som har en doktordisputats fra Aarhus Universitet, har senest været leder af forsknings- og uddannelsescenteret NIDO | danmark ved Hospitalsenheden Vest i Herning. Tidligere har hun arbejdet som overlæge på børneafdelingen og Center for Sjældne Sygdomme på Aarhus Universitetshospital, og været læge på børneafdelingerne i Herning og Viborg samt på sygehusene i Skanderborg og Odder.
Sideløbende med sine ansættelser som læge har Annette Haagerup forsket i børns sygdomme.
”Jeg vidste tidligt, at jeg enten skulle være børnelæge eller forsker i arvelige sygdomme.”
Doktordisputatsen omhandlede i øvrigt arvelige sygdomme, blandt andet allergi, som mange børn lider af i form af astma, eksem og høfeber.
Tanker om privat praksis
Allerede for fem-seks år siden gik Annette Haagerup med tanken om at starte en privat praksis som børnelæge. I forbindelse med sin 50-års fødselsdag i 2015 besteg hun bjerget Kilimanjaro i Tanzania, og her fik hun lejlighed til at kigge både tilbage og frem i tiden. Det var også her, at hun købte et fint maleri af afrikanske dyr.
”Jeg besluttede, at det skulle hænge i min børnelægepraksis,” smiler hun.
Umiddelbart efter fik hun imidlertid tilbudt jobbet som ledende overlæge ved Hospitalsenheden Vest, supersygehuset i Gødstrup, og det forsinkede hendes plan. Det blev til seks spændende år, fortæller hun, men nu hvor uddannelses- og forskningscentret er kommet godt i vej, vil hun udleve sin egen drøm.
”Nu skal det være, jeg vil tilbage til patienterne. Tidligere har jeg taget mig af de allersygeste børn, nu vil jeg beskæftige mig med børn, inden de bliver så syge, at de skal på hospitalet.”
Hun ved, at hun selvfølgelig også vil komme til at stå overfor børn, der har brug for indlæggelse på sygehus, og med sin store erfaring er hun i stand til at vurdere og træffe den rigtige beslutning.