Fortsæt til indhold

Sød tanke: Elever donerer pant til Børnehospice

På HHX i Rønde samler de hvert år pant i fra eleverne. Denne gang har de samlet 2000 kroner ind, som de har overrakt til Børnehospice Djursland.

Samfund

For et par uger siden modtog Strandbakkehuset, som er Hospice Djurslands børne- og ungehospice, en e-mail fra Simone Hansen. Hun er elevrådsformand på HHX i Rønde, og fortalte, at de havde samlet 2000 kroner ind i pant siden januar, og om det var noget, Strandbakkehuset kunne være interesseret i at modtage som donation.

»Det skrev hun på mail,« fortæller Dorit Simonsen, hospiceleder på Hospice Djursland.

»Jeg tænkte bare: ja! Jeg blev bare så glad. Det er så fantastisk med unge mennesker, der også tænker på andre børn og unge, og gerne vil bidrage med noget.«

Hun skyndte sig at ringe tilbage til Simone Hansen, og efterfølgende kontaktede hun så Adresseavisen.

»Jeg synes, det er stort af dem. Sådan et initiativ fortjener lidt opmærksomhed.«

10 måneders pant

Fredag formiddag mødtes Simone Hansen så med Dorit Simonsen foran indgangen til Strandbakkehuset for at gøre det officielt.

»Der kommer de nok,« udbryder Dorit Simonsen, da Simone Hansen dukker op med en veninde. »Rigtig dejligt i kunne komme.«

»En af årsagerne til, at vi gerne vil donere til det her sted er jo også, at der er tale om børn og unge. Vi er jo også selv unge, så det giver god mening. Noget, der kan gavne unge.«
Simone Hansen, elevrådsformand, HHX i Rønde

Sidste år donerede eleverne også penge til Strandbakkehuset. Det er nemlig et initiativ, der er har flere år på bagen. Der er placeret pantsække rundt omkring på HHX i Rønde, som eleverne i løbet af året kan vælge lægge deres tomme beholdere i. Så længe der er pantmærke på.

»Alle tre år jeg har gået på HHX har der været de her pantsække. Hvert år samler vi flaskerne sammen, og beslutter hvem pengene skal gå til.«

I denne omgang valgte elevrådet så igen, at pengene skulle gå til børnehospicet.

»En af årsagerne til, at vi gerne vil donere til det her sted er jo også, at der er tale om børn og unge. Vi er jo også selv unge, så det giver god mening. Noget, der kan gavne unge.«

Velgørenhed i stedet for fest

Udover muligheden for at gøre noget godt for andre unge, er der også en anden motivation for eleverne.

»Vi vil jo gerne være med til at bakke op om nogle lokale initiativer. Gymnasiet handler jo også om dannelse, og ligesom at være med til at gøre noget for nogen uden at man ligesom får noget igen. Så at støtte en god sag,« siger Simone Hansen.

Det er noget de sætter pris på i Strandbakkehuset.

»Pengene kunne jo ligeså godt være brugt på en klassefest, så vi er bare rigtig glade for, at I har valgt at tænke på os. Så det siger vi virkelig tak for,« siger Dorit Simonsen

»Det, der betyder allermest for os i den her forbindelse, det er jo opmærksomheden. Det, at de overhovedet tænker på os; at de overhovedet gør sig den ulejlighed. Det synes jeg, betyder alt.«
Dorit Simonsen, hospiceleder, Hospice Djursland

Selvom beløbet måske ikke er af en størrelse, der kan finansiere en ny fløj eller lignende på børnehospicet, så gør det alligevel en enorm forskel for Strandbakkehuset.

»Det, der betyder allermest for os i den her forbindelse, det er jo opmærksomheden. Det, at de overhovedet tænker på os; at de overhovedet gør sig den ulejlighed. Det synes jeg, betyder alt.«

Det bekræfter nemlig hospicelederen i, at folk kender til deres opholdssted.

»Det budskab som vi har heroppe med, at vi er et sted for børn og unge, der gerne vil kunne hjælpe familierne.. at det også kommer ud til gymnasierne eksempelvis. De ved det eksisterer, de ved, det er et tilbud, og det synes jeg, er det bedste ved det hele. Så selvfølgelig gør det en stor forskel.«

Eleverne har ikke noget bestemt i tankerne som pengene skal bruges på til de unge på Hospice Djursland, men Dorit Simonsen fortæller, at de uden tvivl nok skal finde det helt rigtige formål med pengene.

»Vi har nok her, der virkelig kan få glæde af de penge.«