Der er gang i farvegryden på Farvergården i efterårsferien
Den gamle trykketeknik blåtryk kan læres på Farvergården i efterårsferien.
Den tyske blåtrykker Georg Stark besøgte i sommer Farvergården, hvor han demonstrerede den gamle trykketeknik, blåtryk. Museum Østjyllands konservatorer var hans ivrige ”lærlinge” og greb chancen for at suge viden og færdigheder til sig. I efterårsferien står de klar til at vise dig noget af alt det, de lærte.
Besøg Farvergården 21. oktober kl. 10-15, kig farver-lærlingene over skuldrene og oplev, hvordan de dypper klæde i gryden og farver med ægte blå indigofarve, præcis som farveren gjorde i Farvergården for 200 år siden.
Gammel mode
Det fineste klæde med sirlige lyse mønstre på indigoblå baggrund var højeste mode i 17- og 1800-tallet. Og det kunne farverne på Farvergården levere, fordi de beherskede det fascinerende håndværk, der kaldes blåtryk.
Det skriver Farvergården i en pressemeddelelse.
»Mode og trends er jo ikke noget nyt. Folk, der levede for 2-300 år siden var mindst lige så optagede af at følge den nyeste mode, som mange mennesker er i dag. Og dengang var det i en periode altså blåtryk, der var den hotteste mode, når folk skulle være fine i tøjet,« fortæller konservator og blåtryk-lærling, Carsten Korthauer.