Nu bliver Fakta Hammel til Coop365: Lokal mand er ved roret
Gradvist skiftes varerne ud, og butikken skifter look, når Fakta over de kommende uger bliver til Coop365 i Hammel.
Nu begynder forvandlingen af Fakta i Hammel. Butikken skal fremover være en Coop365, som er Coops bud på fremtidens lavprissupermarked.
Åbningsdatoen for det nye butik er 10. december.
Fra uge 47 begynder forretningen gradvist at skifte udseende, forklarer Danni-Lund Hansen, som er salgschef i Fakta:
»Vi kommer til at rode lidt,« siger han og forklarer, at skiftet faktisk allerede er i gang i det små.
»Gradvist kører vi det nye varesortiment ind. Der kommer cirka 900 flere varenumre end i dag,« siger han.
For at kunne gøre butikken fuldstændig klar, lukker den helt i fire dage - 6. til og med 9. december. Blandt andet skal alle reoler vendes på tværs af butikken i stedet for på langs.
»Det giver flere endegavle og skaber nogle anderledes ”lommer” i butikken,« siger Danni-Lund Hansen.
Desuden får grøntafdelingen et helt nyt look, og kasseområdet får tilføjet en scan og betal-kasse.
Artiklen fortsætter under billedet:
Den nye butikschef
I front for den nye forretning står en lokal mand, nemlig 29-årige Kristian Skytthe, som bor i Hammel med børnene på fire og et år samt kæresten Josefine, der er indehaver af modebutikken Wüpp i Østergade i Hammel.
Han er ud af en selvstændig familie, både forældre og brødre er gået den vej, og så har han frem til nu mestendels slået sine folder i Netto.
Måske vil nogle kunne huske ham fra 10 år tilbage, hvor han var souschef i Netto i Hammel og desuden i Hadsten.
I dag er han butikschef i Netto på Søren Frichs Vej i Aarhus. Fra 1. november gælder det i midlertid Fakta/Coop365 i Hammel - og han glæder sig:
»Jeg synes, at det er et spændende koncept, og jeg synes, at byen har brug for, at den butik får et løft – det trænger den til, og jeg tror, at mine kompetencer passer godt til den opgave,« siger han og fortsætter:
»Jeg har en rigtig høj butiksstandard: Mine butikker skal se pæne og indbydende ud. Desuden går jeg meget op i tilfredse kunder og medarbejdertrivsel.«
Gulerod venter
Danni-Lund Hansen er rigtig glad for at have fået Kristian Skytthe med ombord.
»Vi går jo altid efter en lokal, så det er virkelig godt med Kristian,« siger han og forklarer, at butikschefen i Coop365-konceptet har en pænt stor gulerod viftende foran sig, hvis ellers butikken drives godt.
»Butikschefen kan optjene en bonus på op til 1.000.000 kroner og souschefen op til 250.000 kroner - altså oveni lønnen. Det er selvfølgelig for at anspore til at ville gøre det så godt som overhovedet muligt. Det er det tætteste man kommer på at være selvstændig købmand uden selv at skulle have penge op af lommen.«