Atter livsstilsmesse i Schmidt Huset
Masser af aktivitet - 28 udstillere er på plads lørdag 30. oktober.
Det var lidt af et tilløbsstykke, da omkring 800 gæster for to år siden var til livsstilsmesse i Schmidt Huset i Grenaa. Nu, hvor Danmark er åbnet helt op igen, bliver succesen gentaget. Det er 28 lokale virksomheder, der er gået sammen om at holde livsstilsmessen i det store møbelhus på 3500 kvadratmeter. Det bliver lørdag 30. oktober fra klokken 10-18, og det er gratis at komme ind.
»Udstillerne vil stå udenfor og rundt omkring i Schmidt Huset og vise deres produkter. I løbet af dagen vil der være mange aktiviteter som et stort modeshow, foredrag, livemusik og forskellige konkurrencer som for eksempel Grenaa-mesterskaberne i det nye FIFA 2022,« fortæller direktør i Schmidt Huset, Jesper Schmidt.
Livsstilsmessen er både for store og små. De ældste kan blandt andet smage på vin, spiritus og specialiteter, få fodmassage eller snakke med en ejendomsmægler, imens de yngste hygger sig i legeland. Udenfor på Schmidt Husets terrasse vil der være madboder, hvor man kan købe mad og drikke.
Mere liv i centrum af Grenaa
De 28 lokale virksomheder ser frem til, at mange hundrede mennesker vil deltage i livsstilsmessen.
»Vi er gået sammen om at lave messen, fordi vi gerne vil skabe mere liv og flere oplevelser i centrum af Grenaa. Efter den her lange corona-nedlukning synes vi også, at vi trænger til et stort arrangement, hvor folk kan komme og se, hvad virksomheder i Grenaa har at byde på,« siger Jesper Schmidt.
Meningen er, at livsstilsmessen i Schmidt Huset bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Derudover vil Schmidt Huset også gerne afholde andre messer i fremtiden.
»Det er oplagt at bruge vores lokaler til at holde messer, og vi gør det selvfølgelig også, fordi vi synes, det er en rigtig god måde at få mange mennesker ind i huset på. Samtidig passer messer perfekt ind i vores ambitioner om at være et møbel- og bolighus, hvor man kan få mange forskellige oplevelser,« siger Jesper Schmidt.