Fortsæt til indhold

Kampagne skal gøre Aarhus lidt renere

Ny kampagne skal få aarhusianerne til at samle skrald op. Bare én gang om dagen.

Samfund
JP Aarhus

1 om dagen er navnet på en ny kampagne, som netop er lanceret af Alliancen for Nordens Reneste By.

Opfordringen er enkel. Hvis du ser et stykke affald, så saml det op og smid det ud, lyder opfordringen i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommunes Teknik og Miljø.

Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget - og når vi slår os sammen, kan vi virkelig gøre en markant forskel for vores by og grønne natur, hedder det i meddelelsen, hvor opfordringen lyder:

»Hvis du støder på et stykke affald på din vej, så saml det op og smid det i den nærmeste skraldespand. Bare ét enkelt stykke affald om dagen er med til at gøre en positiv forskel.«

Faktisk er der allerede en tendens i den retning, mener Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

»Vi kan mærke, at mange gerne vil bidrage til, at vi får en renere by. De seneste år har vi mærket en markant stigende efterspørgsel på at låne udstyr til at indsamle affald. Det er både virksomheder, foreninger og helt almindelige aarhusianere, der laver affaldsindsamlinger eller lige samler op, når de alligevel er ude at gå med hunden eller er en tur på stranden. Som kommune kan vi ikke være alle steder på én gang. Alle bidrag er vigtige, for vi er sammen om at skabe en renere by,« siger rådmanden i meddelelsen.

Alliancen for Nordens Reneste By er et samarbejde bestående af erhvervsliv, foreninger, byens borgere og kommune. Alliancen består indtil videre af mere end 50 medlemmer fra erhvervsliv og foreninger samt mere end 2000 aktive borgere.

Tag medansvar

Alliancen har en styregruppe, der koordinerer indsatserne, mens medlemmerne på forskellige måder bidrager til Alliancens aktiviteter.

»Vi vil gerne gøre en forskel og være en del af løsningen på byens udfordringer med affald. Derfor håber vi, at bl.a. denne kampagneindsats vil være med til at starte en bevægelse, hvor endnu flere helt naturligt tager et medansvar. For vi kan kun lykkedes, hvis vi hjælpes ad,« siger Claus T. Bech, direktør for Aarhus City Forening og medstifter af Alliancen For Nordens Reneste By.

Det er kampagnens formål at få aarhusianere til at samle det op, når de møder affald på deres vej. Samtidig forventes den øgede fokus på affald også at betyde, at man ikke smider nyt affald.

»Hvis du lige har samlet noget affald op med den ene hånd, virker det ikke ret sandsynligt, at du smider noget nyt med den anden,« siger Peter Drejer, stifter af Rent kvarter, medlem af Alliancens styregruppe og én af initiativtagerne bag kampagnen.