Fortsæt til indhold

Nyt trafikprojekt skal øge sikkerheden på aarhusianske skoleveje

Aarhus Kommune sætter sammen med byudviklingsfirmaet Plan Gruppen og GF Fonden gang i et nyt trafikprojekt, der har som mål at skabe en mere sund og sikker skolevej.

Samfund
jwh

Når den kommende efterårsferie er forbi, skal aarhusianske forældre med børn i skolealderen forberede sig på at besvare nogle vigtige spørgsmål. Her sætter Aarhus Kommune, byudviklingsfirmaet Plan Gruppen og GF Fonden nemlig gang i et helt nyt trafikprojekt, der har fået navnet Projekt Sund Skolevej. Projektet vil gennem dybdegående undersøgelser og interviews med lokale forældre skabe en dyb forståelse af børnefamiliernes trafikvaner, -bekymringer og -behov.

Det oplyser GF Fonden i en pressemeddelelse.

»I Aarhus glæder vi os til at høre direkte fra børn og deres forældre, hvad der ligger bag deres valg af transportform. Vi vil gerne blive klogere på, hvordan vi kan gøre det lettere for forældrene og deres børn at træffe gode valg i forhold til transport til skole. Det giver ofte en bedre start på skoledagen, hvis man har brændt energi af på vej til skole og så er det klimavenligt. Kortlægningen skal desuden hjælpe os med at undersøge, hvordan vi kan skabe endnu mere og sikre og trygge skoleveje,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.

For GF Fonden, der har valgt at støtte projekt Sund Skolevej, er der ingen tvivl om, at projektet har et stort potentiale. Særligt det faktum, at projektet har fokus på at hjælpe børnene med at få gode trafikvaner tidligt i livet, bliver fremhævet af Lars Binderup Larsen, der er formand for GF Fondens Trafikpriskomite, overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og medlem af Havarikommissionen for trafikulykker:

»Der er mange fordele ved aktiv transport - særligt for børn. Selvtransporterende børn udvikler sig nemlig bedre, er mere læringsparate og generelt sundere end børn, der bliver kørt i skole hver dag. Det gælder om at grundlægge de gode vaner tidligt, og det mener vi, at projekt Sund Skolevej i høj grad kan være med til. Som en ekstra bonus er aktiv skoletransport med til at nedbringe trafiktætheden omkring skolerne og dermed øge trafiksikkerheden. Og hvis trafiksikkerheden er bedre, er der måske endnu flere børn, der går eller cykler i skole. Så det bliver på en eller anden måde en positiv cirkel« siger han i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen skydes i gang efter efterårsferien med et dybdegående spørgeskema, der bliver sendt ud via Aula til alle skolebørnsforældre i Aarhus Kommune.