Fortsæt til indhold

Tog penge fra studerende i USA: Nu er arbejder han som lektor på dansk universitet

Lektor på Institut for Byggeri og Bygningsdesign ved Aarhus Universitet var hovedperson i lidt af en skandale på Georgia Tech, Atlanta, tilbage i 2014. Institutleder fortæller, at han ikke var bekendt med sagen.

Samfund

Misbrug af sin stilling, uberettiget pengeopkrævning fra studerende og juridiske slagsmål.

Det er nogen af ingredienserne i en opsigtsvækkende historie, der tog overskrifter i Atlanta i Georgia, USA, tilbage i 2014. En historie, som Lokalavisen Aarhus er blevet bekendt med, og som har relevans, fordi hovedpersonen i dag er ansat som lektor på Aarhus Universitet.

Lokalavisen Aarhus har gennemgået en række artikler og tv-indslag fra amerikanske medier samt fået indsigt i en række relevante dokumenter fra de lokale myndigheder, og sagen rejser nogle principielle spørgsmål, som Aarhus Universitet desværre har nægtet at svare på.

Afsløret af revision og politi

Men først skal vi tilbage til 2014.

Lektoren, som avisen har valgt ikke at navngive, arbejdede fra 2006 til 2014 som associate professor hos det anerkendte, amerikanske universitet Georgia Tech, men hans ansættelse endte brat i 2014.

Officielt med en opsigelse, men det var en detalje, som vi kommer tilbage til, der gjorde, at han ikke blev fyret på gråt papir.

Nogle måneder forinden fortalte en studerende til universitetets interne revision, at lektoren havde antydet, at den studerende skulle betale ham penge for at blive en del af et graduate program. Det medførte en omfattende undersøgelse i samarbejde med politiet, og efterforskerne skulle ikke bruge lang tid på at finde ud af, at der foregik noget suspekt.

Ved hjælp fra politiet fra den interne revision blandt andet adgang til lektorens private kontoudtog, og efter nogle vidneafhøringer kunne man slå fast, at han havde afkrævet fire asiatiske studerende adskillige tusinde dollars, ligesom en sælger også var blevet franarret penge.

Vi har en forventning om og tillid til, at ledelsen tager sådan nogle ting alvorligt og seriøst
Marie Dall, formand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet

I alt var der tale om næsten 50.000 dollars - svarende til 373.000 danske kroner i dag.

Universitetet indledte straks afskedigelses-procedurer, men den pågældende lektor hyrede en advokat, og efter et længere juridisk tovtrækkeri nåede parterne en aftale.

Lektoren betalte alle pengene tilbage til de forurettede og slap som konsekvens heraf for at blive fyret. I stedet indgav han sin opsigelse.

Uddrag fra et af de officielle dokumenter, Lokalavisen Aarhus har fået indsigt i.

Institutleder: Ingen dom

Lektorens LinkedIn-profil afslører, at han kort efter skandalen på Georgia Tech fik arbejde på universiteter i Tyskland, og i 2019 blev han så ansat af Aarhus Universitet ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign. Her arbejder han fortsat og har som lektor i sagens natur tæt kontakt med universitetsstuderende.

Lokalavisen Aarhus ville gerne have spurgt Aarhus Universitet ind til dets ansættelsesprocedurer, hvordan man griber baggrundstjek an, hvis overhovedet, når man skal ansætte mennesker med studerende-kontakt, og om universitetet overhovedet var bekendt med den pågældende lektors fortid.

Universitetet vil dog ikke stille op til interview, men i en skriftlig tilbagemelding på lokalavisens henvendelse, fortæller institutleder Mikkel K. Kragh, at han ikke er bekendt med sin medarbejders fortid.

»Som udgangspunkt udtaler vi os ikke om konkrete medarbejderforhold, herunder heller ikke tidligere ansættelser. Jeg er ikke bekendt med de forhold, du nævner, og hæfter mig ved, at der ikke forlægger en dom. Vi er naturligvis bevidste om at vi som uddannelsesinstitution har en etisk forpligtigelse over for studerende og medarbejdere. Så længe jeg ikke er bekendt med de konkrete forhold, har jeg dog ikke mulighed for at gå nærmere ind på dine spørgsmål,« skriver lederen af Institut for Byggeri og Bygningsdesign.

Hos Studenterrådet ved Aarhus Universitet ønsker man heller ikke at blande sig i den specifikke sag, men de studerendes talerør ser dog med alvor på forholdet.

»Studenterrådet har ikke lyst til at gå ind i specifikke personsager, men vi har en forventning om og tillid til, at ledelsen tager sådan nogle ting alvorligt og seriøst. Også når den bliver gjort opmærksom på det,« siger formand Marie Dall til Lokalavisen Aarhus.